Den engelske fodboldklub Leicester får ikke de seks point tilbage, som klubben tidligere på året fik fratrukket som straf for økonomisk overforbrug.

Klubben havde appelleret afgørelsen, men har ikke fået medhold, skriver Premier League på sin hjemmeside.

- En uafhængig kommissions beslutning om at anbefale at fratrække Leicester City seks point i denne sæson er blevet stadfæstet af en uafhængig appelinstans, lyder det fra Premier League.

Leicester meddeler, at man tager afgørelsen til efterretning.

- Nu hvor sagen er overstået, og der er fem kampe tilbage af sæsonen, er alle i klubben fuldt fokuserede på de kommende kampe og selv at styre udgangen på vores sæson gennem resultaterne på banen, skriver klubben på sin hjemmeside.

Den oprindelige dom blev afsagt 5. februar og var en straf for, at Leicester havde forbrudt sig på engelsk fodbolds regler for profit og bæredygtighed. Reglerne er lavet for, at klubber ikke kan køre med for store underskud.

Leicester havde i en treårig periode op til sæsonen 2023/24 et minus, der var 20,8 millioner pund større end det tilladte. Det svarer til 178 millioner danske kroner efter dagens kurs.

Med afgørelsen må Leicester indstille sig på, at resten af sæsonen bliver en hård kamp for at undgå nedrykning til engelsk fodbolds tredje klasse.

Klubben, der for ti år siden sensationelt vandt mesterskabet, er med fem kampe tilbage tredjesidst i den næstbedste række. De tre nederste hold efter sidste spillerunde rykker ud.

To danskere er en del af Leicesters spillertrup. Det er forsvarsspillerne Jannik Vestergaard og Victor Kristiansen.

/ritzau/