Legende spår komet en stor rolle i Arsenals titelforsvar
Den næstyngste debutant i Premier Leagues historie, Max Dowman, spås en stor rolle i Arsenals titelforsvar.

Den næstyngste debutant i Premier Leagues historie, Max Dowman, spås en stor rolle i Arsenals titelforsvar.

Han er for ung til at dele omklædningsrum med holdkammeraterne.
Men 16-årige Max Dowman er god nok til at spille en stor rolle, når Arsenal skal forsøge at genvinde mesterskabet.
Det siger klublegenden Martin Keown, der har spillet over 400 kampe og vundet tre mesterskaber i Arsenal-trøjen.
- Han er 16 år. Det er allerede en utrolig historie. Han er allerede foran planen, siger Keown til TNT Sports.
I en alder af 15 år debuterede Dowman i begyndelsen af den seneste Premier League-sæson som den næstyngste nogensinde - kun overgået af holdkammerat Ethan Nwaneri, som debuterede to år forinden.
Dowmans sæson bød på 13 kampe på Arsenals førstehold. Seks i ligaen. Én kamp skilte sig ud.
Den letbenede englænder kom til at spille en nøglerolle, da han i foråret blev skiftet ind mod Everton ved stillingen 0-0.
Med en vigtig aflevering, som førte til 1-0-målet, og en overtidsscoring, som gjorde ham til den yngste målscorer i ligaens historie, brændte han sig ind i Arsenal-fansenes hjerter.
Keown ser Dowman spille en større rolle i den kommende sæson, hvor Arsenal skal forsøge at genvinde ligaen for første gang i næsten 100 år.
- Vi så to fremragende øjeblikke i Everton-kampen. Det skriver ham ind i historien. Den yngste spiller til at score i Premier League.
- Hvor vigtigt var det lige? Han kommer til at spille en stor rolle, siger Keown.
Når Arsenal tager hul på den nye Premier League-sæson fredag aften mod oprykkeren Coventry City, må Dowman klæde om for sig selv.
Da han er under 18, er det ifølge ligaens regler ikke tilladt at klæde om med de "voksne".
Det er trods alt tilladt for Arsenals stjerneskud at aflægge visit inde hos holdkammeraterne under Mikel Artetas taktiske oplæg.
Træneren har store forventninger til den unge tekniker, fortalte han, efter at Dowman leverede mål og assist i en træningskamp mod spanske Girona tidligere på måneden.
- Det er det, vi vil have, når man spiller for Arsenal.
- Forventningerne bør være store. Man skal forvente rigtig gode ting. Vi ved, hvad han er i stand til, sagde Arteta.
RITZAU