Den tidligere engelske landsholdskaptajn og -træner Kevin Keegan siger, at han har kræft i stadie fire.

Det fortæller det 75-årige fodboldikon ifølge BBC.

Stadie fire er den mest fremskredne form for kræft og betyder, at sygdommen har spredt sig til andre dele af kroppen.

I januar oplyste Keegans familie, at han havde fået konstateret kræft, efter at han var blevet undersøgt af læger på grund af problemer i maveregionen.

Ved en af sine første offentlige optrædener siden nyheden blev han mødt med stående applaus under et arrangement i Newcastle.

- Jeg var i en bilulykke, og i forbindelse med det skulle jeg opereres, sagde Keegan på scenen ved arrangementet.

- Da jeg fik scanningen før operationen, fandt de ud af, at jeg havde kræft. De sagde, at de havde fået en toplæge til at behandle det, jeg har, nemlig kræft i stadie fire, tilføjede han.

Da han mødte lægen, sagde han, at der en ny behandling med en "fantastisk succesrate". Keegan spurgte, hvad den var på.

- Han sagde: "33 procent." Jeg tænkte, det ville være 80-90 procent. 33 procent!, fortalte Keegan.

- Jeg er her stadig lige nu, tilføjer han.

Foruden landsholdet har den engelske angriber også været en central skikkelse i både Liverpool og Newcastle.

Angriberen spillede 323 kampe og scorede 100 mål for Liverpool, som i 1970'erne vandt det engelske mesterskab tre gange og desuden triumferede i både Europa Cup, FA Cup og Liga Cup.

Efter stop i Hamburger SV og Southampton drog han i 1982 til Newcastle, som han var med til at føre op i den bedste engelske række. Efter sit karrierestop var han ad to omgange i den nordengelske klub som træner, senest i 2008.

På det engelske landshold deltog Keegan i 63 kampe, scorede 21 mål og bar anførerbindet ved EM i 1980. Som landstræner stod han i spidsen for holdet, som ikke nåede videre fra gruppespillet ved EM i 2000.

/ritzau/