Den amerikanske basketballstjerne LeBron James bliver ved med at imponere i NBA.

Torsdag tangerede han NBA-rekorden for flest spillede kampe i grundspillet, da han trak i trøjen for Los Angeles Lakers i opgøret mod sin gamle klub Miami Heat.

Det var hans grundspilskamp nummer 1611 i karrieren. Dermed tangerer han basketball-legenden Robert Parishs rekord.

Han kan slå rekorden og ligge alene i front på lørdag, når Los Angeles Lakers gæster Orlando.

41-årige LeBron James er i gang med sin 23. sæson i den nordamerikanske basketliga. Ingen andre har spillet så mange sæsoner i NBA.

Han har allerede en lang række NBA-rekorder på cv'et, herunder flest point, flest pointgivende skud og flest skudforsøg.

Han har i alt scoret 43.210 point - hvilket er over 4800 point mere end Kareem Abdul-Jabbar, der ligger nummer to over de mest scorende NBA-spillere i historien.

LeBron James spillede i fire sæsoner for Miami Heat og vandt her to af sine i alt fire NBA-trofæer. Han har spillet for Los Angeles Lakers siden 2018.

Han indledte i 2003 karrieren som 18-årig hos Cleveland Cavaliers, som han har repræsenteret over to perioder.

/ritzau/AFP