Basketballstjernen LeBron James har ikke besluttet sig for, hvornår han vil indstille karrieren og trække sig tilbage.
Det siger den 40-årige Los Angeles Lakers-spiller mandag, mens han gør sig klar til at blive den første i historien til at nå op på 23 sæsoner i den nordamerikanske basketliga, NBA.
Her lød det til fremmødte journalister, at han er begejstret over udsigten til endnu en sæson i ligaen på et stærkt hold med blandt andet stjernespilleren Luka Doncic.
LeBron James fylder i december 41 år - og han planlægger at nyde hvert minut i det sidste kapitel af en glitrende karriere, der har strakt sig over tre forskellige årtier.
Den firedobbelte NBA-mester - som er indehaver af pointrekorden i NBA - siger, at han ingen idé har om, hvornår han vil trække sig tilbage.
- Jeg er begejstret for i dag, jeg er begejstret for muligheden for at dyrke sporten, jeg elsker, i endnu en sæson, siger han.
- Uanset, hvad rejsen byder på i år, er jeg meget investeret, fordi jeg ikke ved, hvornår den ender, lyder det fra LeBron James.
James, der i sidste sæson leverede 24,4 point i snit per kamp, understreger, at hans kærlighed til basketball - og lysten til hele tiden at udvikle sig - stadig er stærk.
- Det, der stadig skubber mig, er det faktum, at min kærlighed til sporten stadig er så stor.
I sidste sæson kom Luka Doncic i en stor og overraskende byttehandel til Los Angeles Lakers fra Dallas Mavericks.
Ifølge James er udsigten til at spille med den 26-årige slovenske stjerne også en drivkraft for ham.
- Det er super motiverende at spille ved siden af ham hver aften. Det gør, at jeg hver aften vil gå derud og forsøge at være den bedste spiller, jeg kan være, for ham.
I juni oplyste LeBron James' agent, Rich Paul, til den amerikanske tv-station ESPN, at James ville gøre brug af en kontraktoption og fortsætte i Lakers i den kommende sæson. Ved at udnytte optionen scorer LeBron James 52,6 millioner dollar svarende til 335 millioner kroner.
LeBron James har siden 2018 spillet for Lakers. Han indledte i 2003 karrieren som 18-årig hos Cleveland Cavaliers, som han har repræsenteret over to perioder. Fra 2010 til 2014 spillede han for Miami Heat.
/ritzau/AFP