Laybourn og Juhl tabte tæt finale

Thomas Laybourn og Kamilla Juhl måtte se sig slået af et kinesisk par i finalen i Korea Open i badminton.

Det har været en forrygende uge i Sydkorea for Danmarks bedste mixeddoublepar Kamilla Juhl og Thomas Laybourn, men i søndagens finale i Seoul måtte det danske par se sig besejret af kineserne Gao Ling og Zheng Bo, som sejrede 22-20, 21-19.

Det danske par var glade for, at det trods alt blev til en finaleplads i årets anden turneringen i den nye Super Serie.

- Da vi var på vej ud af turneringen i anden kamp, ville vi gerne have solgt den for en finaleplads, og det har været to gode uger for os herude. Lige nu er det selvfølgelig pisseærgerligt, men det er positivt, at vi var så tæt på dem, selv om vi ikke spillede så godt og ikke rigtigt havde tur i den, sagde Kamilla Juhl.

/ritzau/