Laursen skuffet trods dobbeltscoring

For første gang i karrieren lavede Aston Villa-spilleren Martin Laursen to mål i samme kamp, men alligevel var han ikke tilfreds efter 4-4-kampen mod Tottenham.

Der var bred enighed blandt de engelske journalister om, at danske Martin Laursen var bedste mand på banen, da Aston Villa og Tottenham spillede 4-4 i Premier League-kampen mandag aften. Og den lange forsvarsspiller gjorde sig da også flot bemærket med to scoringer i forbindelse med dødbolde.

Alligevel var landsholdsspilleren en smule ærgerlig, da Ekstra Bladet fangede ham efter kampen.

- Jeg er skuffet. Vi er skuffede. Det er for dårligt, at vi ikke kan holde en 4-1-føring, sagde Laursen med henvisning til, at Birmingham-klubben smed en tremålsføring væk i kampens sidste tyve minutter.

Udligningen faldt således i overtiden, da Younes Kaboul fik lov at score til 4-4 i det, der mindede om offsideposition.

- Det gør det endnu mere bittert, var Laursens kommentar til den scoring.

/ritzau/