Laursen øjner comeback om en uge

Danske Martin Laursen er kommet sig så meget ovenpå sin knæskade, at han regner med at spille hjemmekampen mod Watford den 20. januar.

Danske landsholdsspiller Martin Laursen nærmer sig et comeback. Den knæskade, som den 29-årige forsvarer pådrog sig i begyndelsen af november i fjor, er ved at være fortid, og derfor håber fyrtårnet fra Aston Villa at være med, når Birmingham-klubben møder Watford hjemme på Villa Park den 20. januar.

- Jeg begyndte at træne med førsteholdet mandag, og det går godt. Derfor håber jeg at være med i truppen mod Watford, siger Martin Laursen til klubbens hjemmeside.

- Mit mål er at få så mange kampe som muligt. Det er jeg virkelig opsat på. Jeg er meget ked af, at jeg har været så meget skadet i min tid i Aston Villa, siger midterforsvareren, der blot har spillet 18 kampe, siden han kom til klubben i sommeren 2004.

Meldingen er også godt nyt for landstræner Morten Olsen, der netop havde udtaget Laursen til sit landshold igen, da knæskaden satte den tidligere Silkeborg-spiller tilbage på sidelinjen.

/ritzau/