"Vind eller forsvind", lyder et gammelt ordsprog. For EM-aktuelle Rasmus Lauge kan det omskrives til "Vind eller kom ikke hjem".
Det er i hvert fald indirekte den besked, hans to ældste børn har sendt ham til EM i Herning med, fortæller den rutinerede playmaker med et lille smil.
Men for ham er det ikke kun for sjov. For mere end nogensinde før har Lauge grund til at få det maksimale ud af sin deltagelse ved EM.
For et lille års tid siden blev hans tredje barn, datteren Anna, født omkring fire måneder for tidligt og kæmpede længe for livet. Lauge og hustruen Sabrina kæmpede med på intensivafdelingen, og playmakeren trak stikket til håndbolden.
Først i efteråret genoptog han karrieren i Bjerringbro-Silkeborg, da familien var ved at lande efter udskrivelse, og lille Anna havde vist sin styrke.
Derfor har det også krævet store overvejelser i hjemmet, før han meldte sig klar til EM.
- Som min store datter sagde: "Nu vinder I altså det hele, for ellers skal du ikke tage afsted". Og min søn siger det samme. Det er nok den største presbold, når vi snakker motivation og pres, fortæller Lauge.
- Det at tage væk fra min familie i en måned er motivation nok i sig selv til, at jeg skal give den en ordentlig skalle.
Han ved, at det kræver meget af familien at skulle undvære ham i en måned, men der er sørget for den nødvendige hjælp og støtte til Sabrina og de tre børn, mens han er væk.
Og så har det været altafgørende, at netop årets slutrunde foregår i Herning, så familien er tæt på.
Landstræner Nikolaj Jacobsen har givet Lauge ekstraordinær frihed til at kunne besøge familien, når ikke der er forpligtelser som træning, kamp, møder eller presseforpligtelser under slutrunden.
Det kommer han til at benytte sig af, men han understreger, at hans fokus - helt efter aftale med sin kone - er i EM-lejren.
- Nu har jeg valgt at tage afsted, og så er det også vigtigt, at mit fokus er her fuldt ud. Jeg kommer nok til at køre hjem et par gange under turneringen, men mit fokus skal være her, lyder det fra 34-årige Lauge.
- Mine besøg hjemme bliver også så kortvarige, at de potentielt kan forvirre mere, end de gavner. De kan også besøge mig på hotellet, men det er vigtigt, at jeg ikke hele tiden har en fod i begge lejre.
Samtidig er han klar til at bide i det sure æble i forhold til egne behov for at se sine børn. For det er 100 procent Sabrina i hjemmet, der ved, hvornår et besøg vil være gavnligt og ikke forstyrrende.
Der er Rasmus Lauge helt indstillet på, at selv om han har tiden og savner sine børn helt ind i knoglerne, så kommer et besøg kun på tale, hvis hustruen mener, det er for familiens bedste på det tidspunkt.
Den rutinerede playmaker har flere gange sagt, at EM i år udelukkende var aktuelt for ham, fordi det er i Herning, så familien er tæt på.
Og havde det været ethvert andet hold end det nuværende danske landshold, var han heller ikke sikker på, at han havde meldt sig under fanerne.
Ifølge Lauge er der et unikt sammenhold, hvor folk ikke blot er holdkammerater, men også venner. Det har også haft stor betydning for ham, at han kan tale åbent i truppen om de udfordringer, familien har stået igennem og til tider stadig har.
- Det har 100 procent betydet noget. Der har også været mange spørgsmål, og ingen spørgsmål er for store eller små. Jeg vil rigtig gerne lukke dem ind, for det er også mine kammerater, fortæller Lauge.
- Og jeg ved, der er fuld opbakning, hvis jeg tager hjem og misser et måltid her en gang eller to. Og sådan ville det også være, hvis det var en af de andre, som stod i samme situation.
/ritzau/
