Laudrups Getafe tabte hovedet og kampen

Efter fem ligakampe i træk uden nederlag måtte Getafe søndag aften se sig besejret af Atletico Madrid med 1-0 i en kamp, der bød på fire udvisninger.

Altetico Madrid - med Diego Furlan - var både for stærk en vare for FC København og Michael Laudrups Getafe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Susana Vera / Reuters

I et dramatisk Madrid-derby mellem Atletico Madrid og Getafe søndag aften, hvor hvert hold fik to mand vist ud, blev Diego Forlan matchvinder for Atletico Madrid hjemme på Vicente Calderon.

Michael Laudrups Getafe-mandskab viste nok engang, at holdets spillere har problemer med temperamentet i denne sæsons spanske fodboldliga. Gæsterne fik ellers en god mulighed for at komme tilbage i kampen efter Forlans mål i første halvleg, da Atleticos Sergio Agüero blev vist ud i anden halvleg.

Men i stedet for at se sit hold presse på for en udligning, kunne Laudrup 10 minutter senere konstatere, at Getafe selv havde fået to mand vist ud - blandt andet målmanden Roberto Abbondanzieri.

Det var sjette og syvende gang i sæsonen, at Laudrup fik en spiller vist ud. Atleticos indskiftede Jose Antonio Reyes blev også vist ud kort tid efter.

Det var første gang i fem kampe, at Laudrups tropper måtte forlade banen uden point. Atleticos sejr betød til gengæld, at holdet fastholdt kontakten førerholdet Real Madrid. Fem point er der imellem de to hold.

/ritzau/