Laudrup taler fra New York

Den spanske tv-station Antena 3 fangede onsdag Michael Laudrup i New York, hvor danskeren forholdt sig til fremtiden som træner i Getafe.

Michael Laudrup gav onsdag sit første interview, efter at han officielt er blevet træner i Madrid-klubben Getafe. Den spanske tv-station Antena 3 havde fundet danskeren i New York og spurgte ham ud om, hvordan Getafe kommer til at spille i næste sæson, forventningerne til gode resultater og den toårige kontrakt, han nu har underskrevet.

- Det er jo ikke fordi jeg går og tænker over det hele tiden nu. Jeg prøver også at holde lidt ferie. Men det kan vel ikke komme som nogen overraskelse, hvis mit hold ikke bare stiller sig ned og venter på modstanderen for derefter at losse bolden fremad og håbe på det bedste. Sådan spiller Michael Laudrups hold bare ikke, sagde en tydeligt opstemt Laudrup.

/ritzau/