Laudrup krøb uden om sig selv

Michael Laudrup ønskede ikke at gøre status over sit første halve år i Getafe, da han onsdag var tilbage på et dansk fodboldstadion.

Getafes danske træner, Michael Laudrup, var ikke meget for at tale om, hvordan han har oplevet sit første halve år som træner i spansk fodbold, da han onsdag aften mødte både spansk og dansk presse forud for torsdagens Uefa Cup-kamp mod AaB i Aalborg.

Den tidligere landsholdsspiller blev spurgt, om det havde levet op til de forventninger, han havde haft til et job i den bedste spanske liga.

- Det har været spændende. Meget spændende. Men vi klarer ikke at komme nærmere ind på det på to minutter her, sagde Michael Laudrup, der også nedtonede det specielle i kampen for ham.

- Jeg synes ikke, at jeg har noget særligt at tabe. Jeg ser sådan på denne kamp, at den er vigtig, fordi vi gerne vil videre. Det samme er tilfældet for AaB. Det er ikke specielt for mig, fordi det er et dansk hold. Det eneste anderledes er, at I (den danske presse, red.) er her, og at vi taler på dansk, lød det fra Michael Laudrup.

/ritzau/