Laudrup har kun øje for Getafe

Michael Laudrup rykker tættere på en tilværelse som cheftræner i Getafe. Det er kun et spørgsmål om tid, siger Laudrups agent, Bayram Tutumlu.

Så snart Getafes tyske træner Bernd Schuster forlader Getafe for at overtage det ledige trænersæde i Real Madrid, stiger Michael Laudrup på et fly med retning mod Spanien for at overtage tyskerens plads. Laudrups agent, Bayram Tutumlu, understreger dog over for den spanske sportsavis AS, at der kan gå et par dage før skiftet er officielt.

- Da Schuster stadig er på kontrakt i Getafe, sker der ikke noget lige nu, siger Tutumlu til AS.

Men den tyrkiske agent lægger samtidig ikke skjul på, at det kun er et spørgsmål om tid før, at Laudrup indtager trænersædet i Primera Division-klubben Getafe.

- Vi snakker ikke med andre end Getafe, fordi det er vores eneste prioritet. Det er rigtigt, når Getafe-præsident Angel Torres siger, at hans fodboldfilosofi er den samme som Laudrups, siger Tutumlu. /ritzau/