Laudrup besøgte Getafes træningsbaner

Selv om Michael Laudrup har forladt Madrid uden at skrive kontrakt med Getafe, har han været på besøg på klubbens træningsbaner med Getafes holdleder.

På trods af at Michael Laudrup allerede har forladt Madrid og snart er på vej til New York på sommerferie med familien uden en kontrakt med Getafe, har danskeren så småt taget hul på livet som træner for den lille Madrid-klub. Sammen med klubbens holdleder Jesus Mantilla har Laudrup således besøgt klubbens træningsanlæg, hvor spillerne vil påbegynde de indledende forberedelser i til den nye sæson i slutningen af juli. Det skriver den spanske avis Marca på sin hjemmeside.

Michael Laudrup står med stor sandsynlighed i spidsen for det spanske mandskab, når Getafe den 2. august drager til Holland for at spille en række venskabskampe.

Uenigheder mellem Real Madrids præsident Ramón Calderón og Getafes førstemand Angel Torres er lige nu det eneste, der står i vejen for, at Michael Laudrup kan blive præsenteret som ny træner i Getafe. /ritzau/