Lasse Normans holdbus brændt af under Vuelta a España

I forbindelse med Vuelta a España er cykelholdet Aqua Blue Sports holdbus blevet udsat for ildspåsættelse.

Læs mere
Fold sammen

Madrid. Natten til torsdag er cykelholdet Aqua Blue Sports holdbus blevet brændt af i Spanien. Det skriver holdet på Twitter.

- Vores holdbus er blevet totalskadet i et kujonagtigt angreb i nat. Ingen kom til skade. Politiet har anholdt en mistænkt, skriver holdet, og med Twitteropslaget følger voldsomme billeder af den udbrændte bus.

Billederne viser, at store dele af bussens bageste venstre side er brændt væk, og inde i bussen har ilden været så voldsom, at loftet er væk, og der er hul i taget.

Bussen stod parkeret på en gade sammen med andre holdbusser. Man kan på et af billederne se cykelholdene Astanas og Boras busser holde parkeret foran den udbrændte bus, men ingen af dem har umiddelbart taget skade.

Danske Lasse Norman Hansen og resten af Aqua Blue Sport-holdet kører i disse dage Vuelta a España, og det er i forbindelse med det spanske løb, at der er blevet sat ild til bussen.

/ritzau/