Ishockeyspilleren Lars Eller bidrog med en scoring og en assist, da Ottawa Senators natten til fredag besejrede Calgary Flames 4-3 i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

På egen is var Ottawa bagud hele tre gange i kampen, men hver gang lykkedes det at udligne, inden værterne til sidst tog sejren i en straffeslagsafgørelse.

Lars Eller gjorde det efter syv et halvt minut til 1-1 for hjemmeholdet, efter at danskeren var skøjtet med frem.

Her stod han klar, da Calgarys målmand Devin Cooley fik afværget et forsøg fra Ottawas Shane Pinto. Pucken endte hos Lars Eller, der sikkert sendte den forbi Calgary-keeperen.

I begyndelsen af tredje periode var den 36-årige dansker også involveret og blev noteret for en assist, da holdkammeraten Artyom Zub udlignede til 2-2.

Selv om gæsterne atter tog føringen og bragte sig foran 3-2 midtvejs i tredje periode, så lykkedes det med små tre minutter tilbage af perioden for Ottawa at få udlignet til 3-3, da Jake Sanderson fik pucken i mål.

Kampen gik ud i overtid, men da der ikke faldt en afgørelse, skulle vinderen findes i en straffeslagskonkurrence. Her brændte Calgary-spillerne de to første forsøg, så sejren endte hos Ottawa.

Lars Eller, der er i gang med sin 17. sæson i NHL, har fået en ganske lovende start efter sommerskiftet fra Washington Capitals.

I foreløbig 12 kampe er det blevet til to scoringer. Derudover er danskeren noteret for fire assister.

Landsmanden Nikolaj Ehlers bidrog også med en assist, da Carolina Hurricanes natten til fredag på egen is slog New York Islanders med 6-2.

/ritzau/