Landstrænere nedtoner historisk konflikt før VM-semifinale
Landstrænere for Argentina og England har fokus på banen, men spillerne er bevidste om historisk betydning.

Landstrænere for Argentina og England har fokus på banen, men spillerne er bevidste om historisk betydning.

En historisk konflikt mellem semifinalemodstanderne Argentina og England bliver nedtonet af begge mandskabers landstrænere forud for VM-opgøret onsdag.
For landstrænerne handler det hovedsageligt om at holde konflikten adskilt fra kampen, når holdene tørner sammen på Atlanta Stadium i Georgia.
- Virkeligheden handler om en fodboldkamp. Jeg har ikke tænkt mig at blande tingene sammen - specielt ikke når det er sket for så lang tid siden, siger Argentinas landstræner, Lionel Scaloni, ifølge nyhedsbureauet AFP.
Konflikten stammer tilbage fra foråret 1982, hvor striden mellem Argentina og Storbritannien tog udgangspunkt i kravet om Falklandsøerne og øgruppen South Georgia og endte til briternes fordel.
Imidlertid er det ikke noget, som Argentinas Lionel Scaloni dvæler yderligere ved forud for mødet med England, og ifølge ham skal fokus være på spændingen på selve fodboldbanen frem for den forhenværende uden for banen.
- Det var en trist tid i vores historie, som vi ikke kan ændre på. Det er en fodboldkamp - ikke andet, siger han.
I den modsatte lejr er landenes rivalisering heller ikke på tegnebrættet for Englands landstræner, Thomas Tuchel, som betegner forholdet mellem landene som "irrelevant".
Men han anerkender, at der er en fælles fodboldhistorik.
- Jeg tror, at spillerne er meget bevidste om, hvad kampen betyder for begge lande. Når et opgør byder på så mange ikoniske øjeblikke, kan man ikke bare betegne det som endnu en fodboldkamp, siger Tuchel ifølge Reuters.
Som landstræner vælger han at fokusere på det, som kan påvirkes.
- Vi taler faktisk ikke om de historiske begivenheder. Vi taler ikke om de ikoniske øjeblikke. Selve kampen er ikonisk nok i sig selv, og opmærksomheden omkring den er stor nok.
Siden konfliktens afslutning har de to mandskaber også stået over for hinanden flere gange.
Historien mellem de to fodboldnationer tæller blandt andet VM-kvartfinalen i Mexico City i 1986, hvor Diego Maradona scorede med "Guds hånd" i kampen, der endte med en argentinsk 2-1-sejr.
Efterfølgende mødtes holdene i ottendedelsfinalen ved VM i 1998, hvor Argentina hentede endnu en sejr efter straffesparkskonkurrence. I kampen modtog Englands stjernespiller, David Beckham, et rødt kort for at sparke Diego Simeone.
De to nationer har ikke spillet mod hinanden siden 2005.
RITZAU