- En fornuftig lodtrækning.

Sådan siger landstræner Brian Riemer, efter at der torsdag blev trukket lod til playoffkampene, hvor 16 nationer skal kæmpe om de sidste fire europæiske pladser til VM næste sommer.

Danmark møder i semifinalen i Parken Nordmakedonien 26. marts. I tilfælde af dansk sejr venter Irland eller Tjekkiet på udebane fem dage senere.

Riemer er mest af alt glad for, at Danmark som topseedet undgik Sverige fra det fjerde lag i lodtrækningen til semifinalen

- Jeg ville gerne undgå Sverige, da jeg mener, at holdet med sin stjerneparade har langt mere kvalitet end det, holdet har vist. Derudover har vi en historik med Sverige, der ville gøre det til en meget speciel kamp.

- Jeg har tjekket lidt op på Nordmakedonien, og vi ved, det er et Balkan-hold, der spiller med hjertet. Nu skal vi til at lave en mere dybdegående analyse. Det bliver en proces de næste måneder, og når kampene kommer til marts, ved vi hver en lille ting om dem, siger Riemer til Ritzau.

Han understreger, at al fokus i første omgang vil koncentrere sig om Nordmakedonien, men i kulissen vil der også blive analyseret på Irland og Tjekkiet.

- Det er vi nødt til, da den eventuelle kamp vil komme kort efter. Vi kender allerede Irland, der spiller på klassiske britiske dyder, og de har lige slået Portugal.

- Tjekkiet har tidligere haft høj klasse, men er måske lidt mere nede i en bølgedal nu, men uanset kræver det en toppræstation for at vinde, pointerer Riemer.

I den eventuelle finale skal Danmark spille på udebane, afgjorde lodtrækningen.

- Når jeg kiggede rundt i salen, krydsede alle trænere fingre for hjemmebane. På den del vidste alle, hvad de gerne ville have. Det fik vi ikke, men det er, hvad det er.

- Med den opbakning vi plejer at have på udebane fra de danske fans, skal vi nok klare det også. I VM-kvalifikationen har vi også vist, at det ikke behøver at være en bagdel at spille på udebane, minder Riemer om.

Danmark missede matchbolde mod Belarus og Skotland i den forgange uges tid, men Riemer er stadig fortrøstningsfuld, når det kommer til at indløse billet til slutrunden.

- Det er en lodtrækning, som skal sikre os en VM-billet. Det er vores klare mål og forventning. Vi føler, vi står et fint sted og er klar til at angribe opgaven.

/ritzau/