Landstræner håber på ja fra Degn

Nordsjælland Cobras stærke center Lasse Degn overvejer stadig, om han skal melde sig klar til landsholdet og A-VM i Rusland.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Det er endnu uvist, om det danske ishockeylandshold har Lasse Degn med i truppen, når det går løs ved A-VM i ishockey i Rusland i slutningen af april.

Nordsjælland-forwarden har endnu ikke truffet sin beslutning, men landstræner Mike Sirant krydser fingre.

- Jeg håber meget på et ja fra Lasse. Uanset om vi får spillerne fra USA hjem til VM eller ej, vil Lasse være en vigtig spiller på vores hold. Han er en af de bedste forwards i den danske liga. Jeg har ikke givet ham nogen deadline, men vi skal snart have en snak, siger Mike Sirant.

Lasse Degns beslutning afhænger blandt andet af kæresten Iben Tinnings professionelle golfkalender, for parrets søn er endnu ikke fyldt et år.

Han skal passes og har klar førsteprioritet. Lasse Degn regner med at have en afklaring i næste uge.

/ritzau/