De danske ishockeyprofiler i Nordamerika kan forvente at få en pakke med lektier tilsendt med elektronisk post i begyndelsen af det nye år.

På den måde vil landstræner Mikael Gath sikre sig, at spillerne er så godt forberedte som muligt, når de tilslutter sig resten af truppen kort før landsholdets første kamp ved vinter-OL.

- Vi sørger for, at de får tilsendt en "playbook", som de kan bladre i på en eller anden rejse, så de har styr på, hvad de skal gøre, når de kommer til Milano, siger Mikael Gath.

I denne sæson er der syv OL-aktuelle danskere i Nordamerika.

Lars Eller, Nikolaj Ehlers, Oliver Bjorkstrand og Frederik Andersen spiller i NHL, mens Jonas Røndbjerg, Oscar Fisker Mølgaard og Mads Søgaard primært fører sig frem på næstøverste niveau i udviklingsligaen AHL.

Alle på nær Bjorkstrand var med til at kvalificere holdet til OL i kvalifikationsturneringen i Aalborg for snart halvandet år siden.

Flere af dem har også spillet VM under Gaths ledelse, så lektielæsningen drejer sig mest om at genopfriske de vigtigste principper i landsholdets spillestil.

- Det er jo kun Bjorkstrand, jeg ikke har haft med på landsholdet, og for de andre er der ikke de store overraskelser.

- Lige nu er de alle travlt optaget af kampe, men når de får vores playbook i januar, kan de måske læse en side, inden de falder i søvn om aftenen, forklarer Gath.

Danmark åbner OL med opgøret mod Tyskland 12. februar.

Spillerne fra Nordamerika lander efter planen i den italienske storby fire dage forinden, så landstræneren får ikke meget tid til at eksperimentere med kædesammensætninger, powerplay-opstillinger og andre taktiske detaljer.

Derfor grubler han allerede nu over, hvordan han skal blande spillerne, og hvem der skal spille sammen i de enkelte kæder.

For der er ingen garanti for, at de forskellige typer passer sammen.

- Nej, så enkelt er det desværre ikke. I mit hoved arbejder jeg med nogle formationer, som jeg tror, vil passe godt.

- Jeg kaster ikke bare tre spillere ind, som ikke kender hinanden. Jeg skal som minimum forsøge at finde nogle par i kæderne, som jeg ved, fungerer sammen. Så har vi lidt kemi.

- Vi så noget, der fungerede under VM i maj, og det skal sættes sammen med spillere fra Nordamerika. Jeg håber, at alle kommer skadesfri til OL, for så har jeg en plan klar, siger Mikael Gath.

NHL-spillerne følger han på afstand. Når danskerne har spillet, gransker han næste formiddag deres præstationer ved computeren.

- Jeg sidder ikke oppe om natten for at se det. Jeg har et program, hvor jeg efterfølgende nemt kan se de skift, hvor danskerne er på isen. På den måde kan jeg se en kamp på 10-15 minutter, siger Mikael Gath.

Han vurderer de danske spilleres præstationer i Nordamerika som "lidt op og ned" i denne sæson.

Efter en tung start er Nikolaj Ehlers ved at få gang i pointproduktionen i Carolina Hurricanes.

Her er målmand Frederik Andersen til gengæld røget lidt ned i hierarkiet og er ikke længere ubestridt førstevalg.

- Han har ikke rigtig haft de redningsprocenter, han plejer. Men jeg er ikke urolig, og jeg ved, at han bliver utrolig vigtig for os ved OL.

- Jeg hæfter mig ved, at både Nikolaj og Bjorkstrand spiller powerplay og har vigtige roller, selv om de måske ikke helt har haft den pointproduktion, de havde håbet.

- Lars Eller spiller ofte fjerdekæde, men er en stabil spiller med meget erfaring. Ham er jeg heller ikke bekymret for.

- Men uanset, hvilke præstationer, de har leveret i NHL, tror jeg ikke, det får nogen betydning ved OL. Det bliver så intenst og komprimeret, og det kommer til at blive en frisk start for alle, siger Mikael Gath.

/ritzau/