Der var tale om en større overraskelse, da Jakob Michelsen, landstræner for kvindelandsholdet i fodbold, tirsdag valgte at udelade rutinerede Katrine Veje fra sin første landsholdstrup.

Den 34-årige forsvarsspiller, der i sommer skiftede til italienske AS Roma, fik ved EM spilletid i alle Danmarks tre kampe og har samlet 171 landskampe på cv'et.

Derfor er Katrine Veje efterladt med tunge følelser efter trupudtagelsen.

- Jeg er naturligvis dybt skuffet og ked af landstrænerens beslutning, men beslutningen er hans, og den tager jeg til efterretning, skriver Veje i et opslag på Instagram.

- Jeg spiller fast på topplan på et af Europas bedste klubhold og håber, at jeg efter 171 landskampe igen får chancen for at bevise mit værd, lyder det.

Jakob Michelsens tropper skal i slutningen af oktober spille to Nations League-playoffkampe mod Finland.

Og til de to opgør er andre navne vurderet stærkere end 34-årige Veje, forklarede landstræneren ved tirsdagens udtagelse.

- Vi vurderer, at nogen står foran Veje i køen lige nu, lød det fra Jakob Michelsen.

I trænerens første landsholdstrup er der til gengæld fundet plads til Lyon-backen Sofie Svava, der blev fravalgt til sommerens slutrunde.

Det samme er tilfældet med HB Køge-spilleren Mille Gejl, som heller ikke var med til EM.

Danmark og Finland mødes over to kampe om at blive i Nations Leagues bedste lag.

Det første opgør bliver spillet den 24. i Finland, mens de to nationer mødes i Parken 28. oktober.

Den samlede vinder får samtidig en mere favorabel vej i kvalifikationen til VM 2027 i Brasilien.

/ritzau/