Landsholdslæge Morten Boesen var til stede på Danmarks pressemøde efter EM-kampen mod Finland, og han forklarede, hvad der skete inde på banen med Christian Eriksen.

Kort før udløbet af første halvleg kollapsede Christian Eriksen inde på banen.

- Til at starte med vil jeg sige, at jeg ikke har snakket med Christian eller hans familie. Så jeg vil kun snakke om det, I alle har set.

- Vi blev kaldt ind på banen, da Christian faldt om. Han lå på siden, da vi kom hen til ham, og der var vejrtrækning og puls, siger landsholdslægen.

Situationen udviklede sig dog hurtigt i en alarmerende retning, og der skulle handles hurtigt.

- Det billede ændrede sig, og han modtog derefter livreddende hjertemassage. Vi fik hurtigt hjælp fra stadionlægen, og vi fik Christian tilbage.

- Christian talte til mig, inden han blev kørt videre til udredning på hospitalet, siger Morten Boesen.

Efter næsten to timers afbrydelse blev opgøret genoptaget. Først blev de sidste minutter af første halvleg afviklet, og efter en kort pause, som blev holdt ude på banen, blev anden halvleg også færdigspillet.

Finland endte med at vinde kampen over Danmark med 1-0.

/ritzau/