Landsholdskeeper vender hjem til Fortuna Hjørring
Landsholdsprofilen Freja Thisgaard vender hjem til Fortuna Hjørring efter at have spillet i italienske Napoli.

Landsholdsprofilen Freja Thisgaard vender hjem til Fortuna Hjørring efter at have spillet i italienske Napoli.

Landsholdskeeper Freja Thisgaard vender hjem til Fortuna Hjørring efter et ophold i Napoli.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Landsholdskeeperens nye kontrakt løber frem til 2028, og Thisgaard glæder sig over muligheden for flere minutter på banen.
- For mig er det vigtigt, at jeg får noget spilletid, og det tror jeg på, at jeg kan få her i Hjørring. Samtidig kender jeg setuppet her i Fortuna og vil gerne være med til at spille om det danske mesterskab, pokaltitlen og en god placering i Europacuppen, siger keeperen.
Den 23-årige keeper skiftede første gang til Fortuna Hjørring i 2019 og skiftede i januar 2026 videre til Napoli.
Dog blev det ikke til meget spilletid for Thisgaard i Napoli, og med skiftet til Hjørring har keeperen også haft sin position på landsholdet i tankerne.
- Det er helt klart vigtigere for mig at beholde pladsen end at blive i Napoli, så længe jeg sidder på bænken. Så jeg kommer til at træffe min beslutning ud fra, at det skal være holdbart i forhold til min position på landsholdet, sagde Thisgaard om sin fremtid i starten af juni.
Thisgaard har under landstræner Jakob Michelsen etableret sig som klart førstevalg i målet.
Hun fik debut i oktober 2025 og har siden været på banen i ni kampe, hvor hun har spillet alle tilgængelige minutter.
RITZAU