Landsholdsforsvarer skifter til Bayern Münchens kvindehold

Simone Boye bytter svenske Rosengård ud med Bayern München på en kontrakt frem til sommeren 2022.

Landsholdsforsvareren Simone Boye skal fremover spille for tyske Bayern München.

Mandag oplyser den sydtyske fodboldklub, at den har indgået en kontrakt med 26-årige Boye frem til sommeren 2022. Danskeren skifter fra svenske Rosengård.

- Bayern et tophold i den tyske dameliga, som er en af de bedste - måske den allerbedste. Klubben arbejder professionelt og tilbyder fremragende rammer.

- At skrive under med sådan en klub er virkelig en drøm, der er gået i opfyldelse, siger Simone Boye til Bayern Münchens hjemmeside.

Bayern-manager Bianca Rech ser frem til, at få den rutinerede dansker ind på holdet.

- Vi glæder os over, at det er lykkedes at få en internationalt erfaren forsvarsspiller ind på holdet, siger Rech til hjemmesiden.

I den tyske kvindeliga står Bayern München i skyggen af Wolfsburg, der har Pernille Harder på holdet. Wolfsburg topper i øjeblikket den tyske Bundesliga med et forspring på tre point til Bayern på andenpladsen.

/ritzau/