Den danske landsholdsspiller Joachim Andersen er lykkelig over, at han efter et tilløb på 47 landskampe endelig har prøvet at score for Danmark.
Søndag aften gjorde han det til 2-0 i 3-1-sejren over Grækenland i VM-kvalifikationen, og den uvante målscorer fik en fremtrædende rolle, da sejren efterfølgende skulle fejres i omklædningsrummet, fortæller han.
- Det var fedt at score på landsholdet, det har jeg ventet på længe. Det var eufori og forløsning, og jeg var endda lige ved at score to mål, siger han med henvisning til et forsøg på overliggeren.
- Jeg skulle ikke holde måltale i omklædningsrummet, men jeg fik lov til at synge for, da vi skulle lave sejrssangen, siger han.
Forsvarsspillerens første landsholdsmål faldt i slutningen af første halvleg, da han efter Mikkel Damsgaards hjørnespark timede sit løb perfekt og stangede bolden kraftfuldt i mål. Det var en indøvet detalje fra træningsbanen, fortæller Joachim Andersen.
- Det var en kombination, vi havde øvet. Det var en perfekt bold fra Damsgaard, og Andreas Christensen og Morten Hjulmand fik blokeret deres zonespillere, og så var det bare op til mig at komme fri af min mand.
- Det lykkedes meget godt, og det var også en modspiller, jeg helst skulle vinde over, siger Andersen.
Han kronede desuden en flot kamp med at afværge et græsk forsøg på mållinjen, da kampen spidsede til i anden halvleg.
Landstræner Brian Riemer mærker en særlig glæde over, at en drøm er gået i opfyldelse for Joachim Andersen, der sædvanligvis får mere ros for at vinde dueller og tacklinger i forsvaret end at bidrage offensivt.
- Han har ydet en fantastisk indsats for Danmark i 47 landskampe, men mange gange ender det med, at gutterne oppe foran løber med alle overskrifterne i medierne efter at have lavet mål, assist og hæl og tå, imens Joachim ikke altid har fået så meget kredit.
- Han fortjente så meget at få lov til at shine, og lad os håbe, at det ikke er det sidste mål, siger Brian Riemer.
Backen Joakim Mæhle anskuer Andersens første landsholdsfuldtræffer med en humoristisk vinkel.
- Det kan blive til rigtig meget for det her hold, når Joachim også begynder at score, siger en grinende Joakim Mæhle.
- Nu skal vi bare lige have Jannik Vestergaard til at score igen, tilføjer han muntert med henvisning til Vestergaards over tre år lange målpause på landsholdet.
/ritzau/