Landsholdet mellem fornuft og følelse

Rationel analyse har svære vilkår i en fodboldverden, som lader sig styre af resultater, rettigheder og øjebliksbilleder. Kolbøttelandskampen mod Schweiz er et lysende eksempel på dette.

Skal man skal brokke sig over 3-3-resultatet i Basel må det være, at miraklet har lagt låg på selvransagelsen. Havde Danmark medvirket i en trist 0-0-kamp og fået et enkelt point, ville analysen og efterspillet have haft mere kant. Her er Nicolai Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Jamen, joda. I den grad. Og helt sikkert!

Der er øjeblikke med fodbold, som er uforglemmelige og minder en om, hvor forrykt forførende og storcharmerende, spillet kan være.

EM-kvalifikationskampen mod Schweiz på St. Jakobs Park i Basel hører bestemt til i den kategori. Uafgjort efter at have været nedspillet og håbløst bagud 3-0 med under ti minutter tilbage på uret er et resultat til historiebøgerne.

Det var samtidig det danske landsholds 26. kamp på stribe uden nederlag og en placering i top-10 på FIFAs verdensrangliste, hvor vi for tre år siden lå og rodede som nummer 46. Man kan ikke tage fra Åge Hareides udvalgte, at der også er en konsistens og en stærk mentalitet på landsholdet.

Selv hæftede jeg mig ved, hvordan Mathias »Zanka« Jørgensen nærmest sprintede op mod midterlinjen med bolden i hænderne efter sin scoring i det 84. minut til det, der egentlig mest lignede en kosmetisk 3-1-reducering. For hvad nu hvis ...

Resten af vejen var det lige dele måben og schweizisk sammenbrud, muligvis hjulpet af Granit Xhakas udskiftning og en målmand i Yann Sommer, som ikke gør meget fyldest i et tætpakket felt med fysisk prægnans.

Pludselig var undergangsminer vendt til eufori. På sidelinjen havde eks-landsholdsspillere og Kanal 5-ekspertise som Lars Jacobsen og Thomas Gravesen smidt samtlige – fuldt ud legitime – forbehold for at juble igennem ved afsnittet for de medrejsende danske fans, som op til kampen havde haft DBU-direktør Peter Møller på charmeoffensiv.

Man skulle være et skarn, hvis man glemmer glæden ved den slags magiske øjeblikke. Selv om jeg ville have svært ved at se Günter Netzer flegne sådan ud og ikke have is i maven til at køre en kamp igennem med germansk grundighed og analytisk finbørstning i nedtakten.

For mine penge har Åge Hareides tid som landstræner været en besynderlig gang på æg for de fleste involverede.

Den 65-årige nordmand viste på pressemødet efter kampen, at hans definition af sportsjournalistikkens rolle åbenbart er at katalysere begejstring.

»Alle rundt om holdet – og det gælder også jer, journalister – skaber bølgen. Det er på mange måder op til jer,« kom det fra Hareide.

Det er en pæn måde at frabede sig kritiske spørgsmål og sund skepsis over for et landshold, som i lange perioder har svært ved at have sammenhæng i spillet og skabe chancer. Især kan Christian Eriksens kreative kraft ikke udfolde sig.

Der er meget godt at sige om mange af de dispositioner, Hareide har foretaget, siden han tiltrådte. Det er på mange måder et forynget landshold med både muligheder og den fornødne erfaring indlejret, eftersom Eriksen og Simon Kjær mod Schweiz hver rundede 87 landskampe, og Kasper Schmeichel er så bastant bærende og karismatisk en figur.

Omvendt skal man ikke være blind for, at der er plads til forbedring. Og skal man skal brokke sig over 3-3 mirakel-resultatet i Basel må det være, at det har lagt låg på selvransagelsen. Havde Danmark medvirket i en trist 0-0-kamp og fået et enkelt point, ville analysen og efterspillet have haft mere kant.

Nu fik vi den pivskøre kolbøttekamp at gå videre i EM-kvalifikationen med, og der har, måske forståeligt nok, ikke været den store lyst til en mere ædruelig analyse i dagene derpå.

I en uge, hvor Storbritannien har bevæget sig frem mod den foreløbige Ground Zero i den ellers endeløse Brexit-proces, fik Manchester United omsider forfremmet Ole Gunnar Solskjær fra midlertidig til permanent løsning.

Resultaterne har i den grad været med Solskjær, siden han tiltrådte i december, og United »fører« Premier League, hvis man måler på de 13 ligakampe (10-2-1), der er spillet med den tidligere super sub i spidsen for klubben.

Sejre og pointhøst er et uomgængeligt parameter for enhver fodboldtræner. Alene derfor virker valget af Ole Gunnar Solskjær så rigtigt. At han så har stået i skole hos Alex Ferguson forlener ham med den kontinuitet, der har været savnet under Van Gaal og José Mourinho.

»Spillerne har løftet spillet, så det har været første fase, at få klubben gjort glad igen, og det er der, vi er nu,« kommenterede Sky Sports’ Gary Neville, efter at meddelelsen om den treårige kontrakt med Ole Gunnar Solskjær var en realitet.

Der hviskes så også om, at dele af Solskjærs succeshistorie har været baseret på held og momentum. At sejren mod PSG i Champions League var ufortjent, hvad der kan argumenteres for, alene ud fra kampstatistikken.

Omvendt kan Solskjær også roses for at have bevaret roen, selv under pres, da United i anden halvleg i Paris gik i en spænd hjelmen 5-4-1-opstilling, red stormen af og fik det forløsende mål i »Fergie time«, der skabte en mindre sensation.

Ifølge medium.com, der med analyseværktøjet Opta har friseret Uniteds kampe under Solskjær igennem og har kigget nærmere på fænomenet »forventede mål«.

Alene det at opstille kriterier for »forventede mål« (expected goals, red.) kan få det til at skurre i de fleste fodboldhoveder. Især når det ikke bare handler om stolpe-ud, men rent faktisk baserer sig på opspil, tempo, kvaliteten og typen af afslutninger, forsvarspositionering, redninger og så videre. Og så gælder optællingen af »forventede mål« i øvrigt begge veje.

Det er migrænefremkaldende mange faktorer at inddrage i et spil, og skeptikere ser på Opta-disciple som en slags lærlinge i Lord Voldemorts skole for ondsindet trolddomskunst.

For Uniteds og Solskjærs vedkommende viser tallene essentielt, at han har nedbragt antallet af scoringer imod holdet til samme niveau som i seneste sæson, hvor det blev til en andenplads. Samtidig kreerer United nu 40 procent flere chancer i kampene, hvad der harmonerer ganske godt med, at man nu scorer 2,5 mål per kamp mod 1,5 under Mourinho.

Ser man bort fra tallene, er det lige så åbenlyst, at spillere som Paul Pogba, Marcus Rashford, Jesse Lingard, Luke Shaw og Anthony Martial er begyndt at spille med den gnist, man forbinder med United.

Foreløbig har Solskjær og United være en succeshistorie nærmest uden mislyde. Måske mest af alt fordi spillet har løftet sig i takt med pointhøsten.

For det danske landshold og Åge Hareide er det, fraset få stjernestunder, nærmest omvendt.

Det burde bekymre – når miraklet i Basel er kommet lidt på kritisk distance.

Lars B. Jørgensen er Berlingskes sportskommentator