Landsholdet hyrer Høgh

Lars Høgh bliver ny målmandstræner på fodboldlandsholdet. Den tidligere OB-målmand afløser Jørgen Henriksen, der stoppede efter opgøret i Parken mod Island.

Han kommer med erfaring fra tre danske mesterskaber, tre pokaltitler, 817 førsteholdskampe for OB og en 12 år lang landsholdskarriere. Manden er Lars Høgh og han skal fremover træne og være coach for målmændene på Morten Olsens landshold samt ligalandsholdet, oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) mandag i en pressemeddelelse.

Lars Høgh's første opgave med landstræner Morten Olsen bliver ligalandsholdets tur til Den Arabiske Golf i januar.

- Jeg vil ønske Lars velkommen i trænerstaben. Han behøver vel ingen nærmere introduktion. Vi kender ham både som spiller og træner, og vores nuværende keepere kender ham også som målmandstræner. Så vi er opmærksomme på, hvilke kompetencer, vi får tilført trænerstaben på landsholdet og ligalandsholdet, udtaler landstræner Morten Olsen.

Lars Olsen tager over efter den hidtidige målmandstræner Jørgen Henriksen, der stoppede i november efter 11 år på posten.

/ritzau/