Landin utilfreds med manglende dansk vilje

Målmand Niklas Landin var ikke tilfreds med håndboldherrernes indstilling efter holdets sejr mandag aften mod Sverige i Malmö.

Her vandt Danmark godt nok opgøret 24-23, men meget kunne have været bedre i kampen, der fungerede som en del af landsholdets samlede forberedelser før januars VM-slutrunde i Qatar.

Men ifølge den danske keeper, skal han og holdkammeraterne finde mere vilje frem i flere af spillets facetter, inden slutrunden begynder.

»Der mangler den der lidt større vilje i de forskellige situationer. Jeg synes, der mangler lidt i returløbet, afslutninger - lidt at gøre det færdigt. Man vil altid gerne være lidt bedre. Men det var okay. Vi sad da også her og kiggede på hinanden og tænkte, det kunne vi have gjort bedre, men vi fik sejren til sidst, og det skal man huske engang imellem, selvom man kunne have spillet bedre,« siger Niklas Landin til bt.dk og tilføjer:

»Vi mangler bare de sidste procenter i de forskellige ting. Det kommer nok i Qatar, det er det, vi alle sammen kigger frem til.«

Træningskampen mod Sverige var samtidig landstræner Gudmundur Gudmundssons første test med holdet. Men han er, trods den lidt svingende indsats, rolig før afrejsen til Qatar.

»Jeg har overhovedet ingen bekymringer. Vi skal nok få styr på det. Det her var vores første træningskamp - og min første træningskamp nogensinde med holdet. Returløbet har vi ikke rigtig trænet. Det får vi styr på. Det er justeringer, der skal til. Det er jeg ikke bange for,« siger han.