Landin og Hansen jubler over præstationen

Håndbold VM Qatar - Danmark - Island Niklas Landin
Læs mere
Fold sammen

I Danmarks overbevisende sejr over Island på 30-25 i ottendedelsfinalen ved VM i Qatar bød på mange gode individuelle præstationer. Niklas Landin og Mikkel Hansen viste verdensklasse, og det var da også to vældigt tilfredse spillere efter kampen.

»Det var en lettelse, og der er rigtig godt humør på. Vi havde selvfølgelig noget, vi skulle revanchere, og vi skulle også løfte vores eget spil. Det skulle vi vise os selv og ikke mindst håndbolddanmark,« sagde Niklas Landin efter kampen til DR og fortsætter:

»Vi står fint i forsvaret, og så får vi løbet. I starten laver vi jo ikke andet end at løbe, og Lauge (Rasmus, red.) når nærmest ikke op og sætte et angreb i gang, før vi har lagt den ind på en kontrascoring. Det er klart vores kontraspil, der afgør det, og det skal vi selvfølgelig blive ved med at holde fast i.«

Mikkel Hansen havde også svært ved at pege på noget negativt i kampen:

»Jeg synes, vi spiller en meget komplet kamp. De sidste fem minutter går vi lidt ned i tempo og så videre, men der er kampen også afgjort. Men en rigtig, rigtig god kamp. Niklas står en super-kamp på et rigtig højt niveau. Et godt, aggressivt forsvar, god kontra, godt angreb, mange, der byder ind med ting. Så jeg er rigtig godt tilfreds,« sagde Mikkel Hansen til DR.

Nu venter Spanien i kvartfinalen, hvor Danmark skal forsøge at redde det smertefulde nederlag i VM-finalen i 2013, hvor spanierne vandt 35-19. Vinder Danmark her, så venter vinderen af Frankrig og Slovenien i semifinalen.