Landin fik hævnet bold i hovedet

Læs mere
Fold sammen

Niklas Landin blev næsten knockoutet, da Polens Piotr Chrapkowski efter en lille håndfuld minutter var fri igennem og tyrede bolden i ansigtet på den danske målmand.

Landin blev stående på benene, men var hidsig som sjældent før, da han efterfølgende råbte den lange, polske bagspiller direkte ind i ansigtet.

»Jeg får i hvert fald vist, at jeg ikke synes, det er i orden. Mere ligger der ikke i det. Jeg havde måske bare behov for, at han lige viste, at det ikke var med vilje og lige gav mig en ’sorry' eller noget i stedet for bare at vende rundt og løbe hjem, som om intet var sket. Han kunne måske godt lige have vist, at ’det er min, og det sker ikke igen’,« siger Niklas Landin.

Et par spilsekvenser senere var det så Landins tur til at give igen, da han efter en polsk scoring så sit snit til med fuld kraft at kaste bolden direkte i ryggen på Piotr Chrapkowski, der var på vej tilbage i forsvaret.

»Ja, der misser jeg fuldstændig René Toft på midten,« siger Niklas Landin med et kæmpe smil, der næppe kræver et 10-tal i psykologi at tolke.

Og du rammer René Toft, næste gang du kaster bolden op mod midtercirklen?

»Ja, netop. Der skal jeg nok være lidt mere præcis.«

Præcis skal Niklas Landin og holdkammeraterne også være i ottendedelsfinalen, hvor Island venter. En modstander, der slog Danmark i opvarmningsturneringen TotalKredit Cup, hvor især den danske defensiv sejlede. Men Islands Aron Palmarsson er muligvis ude med en formodet hjernerystelse.

»Palmarsson er helt klart en af deres største stjerner, så forhåbentlig betyder det rigtig meget, at de ikke er lige så stærke ude bagfra, så vi kan stå lidt mere defensivt. Ellers betyder det ikke så meget. Der skal nok være en anden crazy islænding, der træder til. De har det med at spille rimeligt godt mod Danmark, og så må vi se, om vi ikke kan gøre det bedre, end da vi spillede testkampen i Danmark (som Danmark tabte 30-29, red.),« siger Landin.

»Den kamp gav os mega mange svar. Vores forsvarsspil er forhåbentligt blevet meget bedre, end da vi mødte dem der. Der var mange spørgsmålstegn i forsvaret. Hvad gør vi, når stregen rykker ud under back, eller når der kommer fløjindløb? Vi lærte utrolig meget af den kamp, og det håber jeg, at man kan se i næste kamp,« siger Niklas Landin.