Lårskade holder Simon Kjær ude i et par uger

Læs mere
Fold sammen

Den danske landsholdspiller Simon Kjær er blevet lårskadet og kan nu se frem til en pause uden for banen.

Det var mere end bare et slag, der var årsag til, at forsvarsspilleren Simon Kjær måtte forlade banen, da hans klub Lille søndag tabte til Lorient i den franske liga.

Det fortæller Simon Kjær via sin Twitter-profil, og han forventer at måtte holde pause fra fodbolden i de kommende 10-15 dage på grund af skaden i sit venstre lår.

»Frustrerende!! Er ude i 10-15 dage med en skade i mit venstre lår, som tvang mig ud af vores seneste kamp. Kan ikke vente med at komme tilbage,« skriver Simon Kjær.

Det var efter 33 minutters spil af første halvleg, at Simon Kjær måtte opgive at spille videre i centerforsvaret for Lille og lade sig udskifte med holdkammeraten Franck Beria.

Danskerens skuffelse over sin egen situation blev formentlig kun større af, at Lille tabte opgøret 0-1 og stadig frister en tilværelse midt i tabellen på ligaens 12. plads.