Kyniske AaB pryglede tamme Sønderjyske

Foto: Frank Cilius. Kasper Pedersen dirigerer bolden videre foran SønderjyskEs Søren Mussmann
Læs mere
Fold sammen

Efter sølle et point i de forudgående fire kampe så meldte de forsvarende mestre, AaB sig ind i bronzekampen med en 3-0 sejr i Haderslev.

Hjemmeholdet Sønderjyske forsøgte at dominere kampen og havde linet offensiven op i en klassisk large and little-variant med hurtige Pourie akkompagneret af store Nicolaj Madsen.

Duoen blev understøttet af Johan Absalonsen ude på venstre kant til at søge andenboldene i det tryk, værterne forsøgte at etablere på gæsternes rekonstruerede forsvar.

På grund af skader og karantæner gav AaB-træner plads til Henrik Dalsgaard og Jakob Blåbjerg i det centrale forsvar, men Sønderjyske fik ikke ordentligt udbytte af anstrengelserne.

Så var det egentlig bare at vente på chancerne for AaB. De forsøgte kynisk at ramme Sønderjyske på hurtige omstillinger med små skarpe stikninger i dybden og den mission lykkedes efter en god times spil.

Først blev Anders K Jacobsen - der i første halvleg ramte den ene stolpe - sendt i dybden til 1-0 og Nicklas Helenius, der ellers ikke gjorde meget væsen af sig, kopierede makkerens indsats.

Alene igennem straffede angriberen iskoldt Marin Skender, der noget langsomt og alt andet end overbevisende kom ud af sit mål for at cleare, ved at runde målmanden og fra en spids vinkel sparke bolden i nettet.

Anders K. Jacobsen scorede sit andet mål i kampens overtid overfor et modløst hjemmehold.

Dermed tabte Sønderjyske for fjerde gang i træk på eget græs - AaB holder fast i håbet om europæisk fodbold med de vigtige tre point.