Kyllingen har modtaget sin fyreseddel

Michael Rasmussen benægtede i første omgang, at han skulle være blevet fyret fra Rabobank. Nu har han modtaget fyreseddelen og forbereder et juridisk modangreb.

Michael Rasmussen har siden udelukkelsen fra Tour de France været i tvivl om, om han samtidig var blevet fyret fra Rabobank. Nu har Rasmussen dog modtaget fyreseddelen i sit hjem i Lazise ved Gardasøen i Italien, og dermed kan han sammen med sin advokat Karoly Nemeth forberede mulige juridiske skridt.

- Nu har jeg og min advokat noget at forholde os til. Men hvordan vi videre griber sagen an, kan jeg endnu ikke sige noget om. Også fordi advokaten først skal have tid til at sætte sig grundigt ind i alle papirer, inden han eventuelt foretager et udspil overfor Rabobank, siger Michael Rasmussen, der efter eget udsagn har det fint, til Politiken.

Michael Rasmussen, der onsdag blev frataget muligheden for at vinde Tour de France, vil ikke ud med nogle af detaljerne i sagen, da de skal bruges i det videre juridiske forløb.

/ritzau/