Kyllingen forsvarede trøjen

Michael Rasmussen blev hårdt udfordret på bjerget Col du Galibier.

Colombianske Mauricio Soler vandt niende etape i Tour de France mellem Val d'Isere og Briancon. Den 24-årige rytter kører for Barloworld, der er med på et wild card. Soler fik samtidig skrabet en god portion bjergpoint sammen og ligger nu kun 19 point efter Michael Rasmussen.

Men danskeren forsvarede både den prikkede og den gule trøje. Flere favoritter benyttede det lange seje bjerg Col du Galibier til at udfordre Rasmussen, og efter at danskeren havde hentet Alejandro Valverde et par gange, kunne han ikke følge med Discovery's Alberto Contador sidst på stigningen. Men på nedkørslen blev hullet lukket, og i stedet endte det hele med, at Rasmussen udbyggede sit samlede forspring til både Alexandre Vinokourov og Fränk Schleck betydeligt.

Col du Galibier viste også nyt fra Astana-holdet, hvor Andreas Klöden for første gang i løbet fik lov at forlade holdets kaptajn Vinokourov på vej op ad Col du Galibier. Klöden kom ind få sekunder efter Rasmussen-gruppen.

/ritzau/