Kyllingen føler sig snigløbet

Cykelrytteren Michael Rasmussen skriver sammen med resten af Rabobank-holdet under på UCI's renhedsaftale i protest.

Når cykelløbet Tour de France lørdag begynder i London får kun de ryttere, der har skrevet under på UCI's renhedsaftale lov at stille til start. I hvert fald, hvis det står til Tour-boss Christian Prudhomme.

Løbets eneste danske deltager, bjergrytteren Michael Rasmussen, skriver under. Men det sker under protest - akkurat som for resten af rytterne hos Rasmussens hollandske arbejdsgiver, Rabobank.

- Vi har som hold valgt at skrive under samlet under protest. Men det er noget, vi gør med pistolen for panden, fordi vi ellers ikke kan udføre vores arbejde og køre Tour de France. Jeg ville hellere have protesteret ved ikke at skrive under, siger Michael Rasmussen til Ritzau.

De seneste to års vinder af løbets prikkede bjergtrøje forventer fysisk at skrive under efter ankomsten i London. Danskeren føler sig snigløbet af, at aftalen præsenteres så kort før Tour-starten, at rytterne ikke har en chance for at få de rigtige folk til at kigge på indholdet og organisere sig. I hans øjne er aftalen uholdbar og blander for mange elementer sammen.

/ritzau/