Kvist skal afløse Jacobsen

Det bliver unge William Kvist, der skal afløse Lars Jacobsen som backspiller hos FC København.

Da Lars Jacobsen besluttede sig for at forlade FC København for at prøve kræfter med Bundesligaen og FC Nürnberg efterlod det det danske mesterhold med noget af en udfordring. Lars Jacobsen var med sit stabile spil på pladsen som højre back en stor del af fundamentet hos det succesfulde hold, og det var ventet, at klubben nu skulle ud på spillermarkedet og finde en decideret erstatning for Jacobsen. Men nu tyder det på, at træner Ståle Solbakken har fundet en løsning internt på holdet, og den løsning hedder William Kvist.

- Jeg har fortalt William, at jeg vil bruge ham på backpladsen, og at det ikke er ensbetydende med, at det er 'forever'. Det kræver en mental omstilling, men som jeg sagde til William: Steven Gerrard startede også sin Liverpool-karriere som højre back, siger Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.

/ritzau/