Opdateret

Kvindelandsholdet tørner sammen med Finland i Parken

For blot anden gang nogensinde skal kvindelandsholdet i fodbold spille i Parken. Det sker mod Finland.

Pernille Harder og Danmark mødte Brasilien i Parken i 2022. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det danske kvindelandshold i fodbold skal for anden gang i historien spille på hjemmebane i Parken.

Det sker 28. oktober i Nations League-kampen mod Finland.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) i en pressemeddelelse.

- Vi står midt i en rigtig positiv udvikling for fodbolden for piger og kvinder globalt. Den udvikling skal Danmark selvfølgelig også være en del af. Derfor er vi utrolig glade for at være lykkedes med, at kvindelandsholdet skal spille så afgørende en kamp i Parken, siger DBU's administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen.

Danmark og Finland mødes over to kampe om at blive i Nations Leagues bedste lag.

Det første opgør bliver spillet den 24. oktober i Finland. Den samlede vinder får samtidig en mere favorabel vej i kvalifikationen til VM 2027 i Brasilien.

- Returopgøret mod Finland er en nøglekamp for os i jagten på VM, og der findes ikke en mere fantastisk ramme end Parken klædt i rødt og hvidt, lyder det fra Pernille Harder.

Samtidig er det den første kamp med landstræner Jakob Michelsen i spidsen.

Første gang kvindelandsholdet spillede i Parken, var i juni 2022 foran 21.542 tilskuere i en testkamp mod Brasilien.

Muligheden for at spille i Parken blev grundlagt i forbindelse med den nye aftale, DBU lavede med Parken tidligere på året. Her fremgår det blandt andet, at kvindelandsholdet skal have mulighed for at spille en kamp om året i Danmarks nationalarena.

/ritzau/