Kupforsøg på Camp Nou

Overherredømmet i den spanske liga er på spil, når Real Madrid i aften besøger Camp Nou. Anført af en genfødt Raúl har mestrene chancen for at erobre også den moralske titel som Spaniens bedste mod et Barça, der ikke rigtig kan få sit potentielle storhold til at løfte sig fra papiret.

To sider af Real Madrids magiske triangel, Robinho (tv.) og Raul, der her fejrer en af førstnævntes scoringer. sidste del af trekløveret er hollandske Ruud van Nistelrooy. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sergio Perez/Reuters

BARCELONA: Det var avisen ABC, der forleden kunne løfte såvel dyner som slør for hemmeligheden:

Raúl González’ soveværelse er indrettet som højdekammer. Hver gang Real Madrids anfører napper sig en siesta, tager han samtidig en slurk af ungdommens kilde. Det skulle være en af årsagerne til, at han trods sine efterhånden 30 somre og 13 år i international fodbolds absolutte elite virker uopslidelig.

Som Raúl har spillet de seneste måneder, kunne man imidlertid få den mistanke, at hovedstadsklubbens læger pumper andet og mere end tynd luft ind i kammeret: Et eller andet magisk grundstof, der ikke kan aflæses i hæmatokritværdier og kondital men kun som vaskeægte begejstring.

Madrileneren, der de seneste sæsoner ellers har faret forvildet rundt på banen med mindet om de længst svundne bedrifter slæbende efter sig som en fodlænke, er i denne som genopstået fra de døde.

Ikke blot har han scoret otte mål – lige så mange som Ruud Van Nistlerooy – og serveret yderligere fire alene i ligaen. Man sidder også igen med en kriblende fornemmelse af, at alt kan ske, når Raúl modtager bolden. Og det er i høj grad hans fortjeneste, at Real Madrid i morgen kan løbe ind til lillejuleaftenslaget på Camp Nou som svag favorit og med mulighed for at tilbageerobre værdigheden som Spaniens bedste fodboldhold.

Den magiske trekant
Nu er de hvide jo rent faktisk allerede spanske mestre, kunne man indvende. Men hånden på hjertet. Sidste sæsons titel blev snarere tabt af et selvfedt og indolent FC Barcelona, end den blev vundet af et svineheldigt Real Madrid.

»Og uden Van Nistlerooy var det aldrig sket,« som et medlem af hovedstadsklubbens trænerstab åbenhjerteligt – men samtidig anonymt – indrømmer det over for avisen El País.

Også »San« Iker Casillas havde vel et par mirakuløse fingre med i spillet. Men spillemæssigt lignede holdet en parodi på sig selv. Det var langt hen ad vejen et fallitbo, Bernd Schuster overtog fra Fabio Capello. Og da ligaen efter en katastrofal forsæson lagde fra kaj, regnede de færreste Real Madrid som en reel trussel mod et kraftigt forstærket FC Barcelona.

16 spillerunder senere er den almindelige rynken på næsen stivnet. Bevares, der bliver ikke leveret trebandekarambole af samme karat, som de blå- og granatrøde er i stand at opvise. Men Schusters fornyede hold spiller både seværdigt og uhyggelig effektivt.

»Den magiske triangel«, som en begejstret Madrid-presse har døbt trioen bestående af genfødte Raúl, ligeledes evigunge Van Nistlerooy og en Robinho i fuldt flor, udgør med 32 mål i 22 liga og CL-kampe Europas giftigste angreb. En myte er i støbeskeen, medmindre FC Barcelona viser sig i stand til at slå i bordet i tide.

Den forsømte oprydning
Det burde så til gengæld også være muligt. På papiret råder den catalanske klub over den stærkeste trup i sin 108-årige historie. Et overflødighedshorn af verdensklassespillere i alle aldre og til hver eneste plads på holdet.

Når FC Barcelona forud for morgendagens kamp alligevel med fire point op til Real Madrid er i »minikrise«, skyldes det formentlig, at præsident Joan Laporta aldrig fik ryddet op efter sidste sæsons slendrian. I stedet indkøbte han ny håndfuld stjerner i håb om, at det kunne ændre dynamikken i omklædningsrummet.

Det er kun lykkes delvist. Mens Gabi Milito, Eric Abidal og Toure Yaya har gjort det muligt at opbygge Spaniens stærkeste defensiv – blot 12 mål er der blevet scoret mod Barça i denne sæson – skylder Thierry Henry endnu at vise sin klasse.

Og endnu vigtigere. Hverken franskmandens tilstedeværelse eller Leo Messis eksplosion som efterårets store åbenbaring i international fodbold har kunnet vække Ronaldinho af en tornerosesøvn, der efter halvandet år truer med at skulle vare evigt.

14 mio. euro billigere
Om også brasilianeren råder over et højdekammer i sit uindtagelige fort af en villa syd for Barcelona, vides ikke. Men skulle det være tilfældet, virker det hverken helt eller halvt så godt som Raúls.

Ingen kan længere huske, hvornår han sidst har afdriblet en modstander eller scoret et vigtigt mål, som ikke var på frispark. Ronaldinho, der indtil for nylig var selve symbolet på Laportas genrejste FC Barcelona, er i dag en spiller på åbenlys deroute – også økonomisk.

En undersøgelse fra Universidad de Navarra viser, at hans »vurderingspris« over det seneste år er faldet fra 80 til 66 mio. euro. Og måske er det derfor, præsidenten har givet ordre til, at han ikke længere skal behandles som et råddent æg.

Siden har brasilianeren adskillige gange været forvist til bænken. Og selvom han rent fysisk er så meget på toppen, som en suspekt grundform nu engang tillader, er det langt fra sikkert, at han starter inde mod Real Madrid.

Sulten Eto’o
Måske det lykkeligste for alle parter ville være, at Ronaldinho blev skudt af til Milan eller Chelsea under vintersalget. Barça har masser af andre strenge at spille på, og det vil givetvis være lettere for træner Frank Rijkaard at få dem til at stemme med hinanden uden brasilianerens disharmonier.

Finder spillere som Messi, Eto’o, Henry, Iniesta, Deco og Xavi melodien med de unge talenter Bojan og Giovani som gæstesolister, kan de blå- og granatrøde igen blive uhyggeligt svære at have med at gøre. søndagens kamp vil vise, hvilken vej vinden blæser.

Desværre for hjemmeholdet og for millioner af TV-seere verden over, må Messi sidde over med en skade. Til gengæld er Eto’o tilbage og i målhumør efter sine to scoringer mod Valencia i sidste uge. Også Henry er raskmeldt til de seneste sæsoners vigtigste tvekamp mellem Spaniens to store.

Hvem er stærkest lige nu? Real Madrids magiske triangel eller FC Barcelonas karambole-kollektiv? Der er langt mere end tre point på spil på Camp Nou lillejuleaften.

Kampen vises på Kanal 5 og begynder kl.19.00.