Kunsten at forsvare sig

UEFAs kåring af Virgil van Dijk er et signal om det essentielle i at finde balancen mellem offensiv ildkraft og defensiv rygdækning uden at skulle parkere bussen.

FBL-ENG-PR-CHELSEA-LIVERPOOL
Virgil Van Dijk blev torsdag den første forsvarsspiller i historien, som løb med UEFA-kåringen som årets spiller. Her er han foran Chelseas N'Golo Kante. Fold sammen
Læs mere
Foto: Arkivfoto: Glyn Kirk/AFP/Ritzau Scanpix

Pendulet svinger – også i moderne fodbold. Efter mere end et årti med fortjent fokus på den offensive og spektakulært underholdende side af spillet kårede UEFA torsdag aften i Monaco Virgil van Dijk som årets spiller ved lodtrækningen til Champions League-gruppespillet.

Det er svært at være uenig. Også selv om duopolet Lionel Messi og Ronaldo fulgte på de næste pladser og har siddet tungt på de store hædersbevisninger i mere end ti år – om ikke andet indtil den sympatiske balancespiller Luka Modric fik en slags nådegave for afvekslingens skyld med Ballon d’Or-kåringen i 2018.

Virgil van Dijk har været en åbenbaring i sin tid for Liverpool siden debuten i januar 2018. Den 28-årige hollænders betydning for de regerende Champions League vindere var til at tage og føle på i hele sidste sæson.

Liverpool var det hold, der med 22 scoringer imod sig lukkede færrest mål ind i Premier League i sidste sæson. Vel at mærke uden at give køb på manager Jürgen Klopps offensivt anlagte fodboldfilosofi, hvilket 89 mål i 38 kampe vidner om.

Det er rimeligt at forlange meget af en spiller, der også kan prale af at være solgt som verdens dyreste forsvarsspiller med en overgangssum på 630 mio. kr. ved skiftet fra Southampton. Van Dijk er nu også skrevet ind i historien som den første forsvarspiller til at løbe med UEFA-kåringen som årets spiller.

»Det er rigtig sjældent for en forsvarsspiller, og det er et vigtigt signal at sende for fodbolden. Ja, vi elsker alle sammen mål, og vi vil score og se dem, men flere og flere bliver begejstrede over forsvarsspillet,« sagde Jürgen Klopp efter ceremonien i det skattebegunstigede rigmandsresort.

Blandt forsvarsmæcener

Man kan vende klichéen om og sige, at forsvar er det bedste angreb. I hvert fald hvis man undlader at tænke snævert i destruktiv alle-mand-bag-bolden filosofi med det store buskørekort til alle 11 på banen, som den antikverede trofækalkulator José Mourinho har rejst rundt med i den sene del af sin karriere.

For mine penge indtager Virgil van Dijk en naturlig plads blandt de helt store forsvarskunstværker i fodboldens historie. Fysikken er monumental, hans timing er præcis, der er overblik og visioner fremad i banen og masser af boldbegavelse i fødderne. Desuden er hans spil i øvrigt renset for det svineri, der forhindrer Real Madrids Sergio Ramos i at blive regnet for andet end en skændsel mod spillet, hans kvaliteter til trods.

Der går en lige linje fra den mest noble del af selvforsvarets kunst til de bedste forsvarsspillere. Det handler ikke om at agere smadremand, men om at afmontere. De største i spillet kan intimidere alene ved deres væsen på banen med en autoritet, der ikke er knyttet til brutal styrkeudfoldelse – snarere en sær elegance, hvor man næsten kan tænke, at vi er ude i arkaiske, fjernøstlige kampformer med basis i »den indre krafts yderste udstråling«, som det hedder i troserklæringen til Dai ki haku.

Van Dijk har ikke bare flest bolderobringer for en midterforsvarer i Premier League. Hans evne til at placere sig og anticipere spillet betyder, at mange angreb løber på grund, inden Liverpools anden vigtighed, den brasilianske keeper Allison, eventuelt skal i aktion.

Der er en tid før og efter Van Dijk eksemplificeret ved, at Liverpool uden ham lukkede 1,17 mål ind per kamp. I ligaen i sidste sæson var det tal nede på 0,57 – altså en halvering.

Nøglespiller i Liverpool

Det er rimeligt at pege på, at Jürgen Klopp i sin mest succesfulde sæson i Liverpool også har skruet ned for den mest frådende del af angrebscharmen og om ikke andet iscenesætter det offensivt orienterede presspil mere velovervejet og tempereret end tidligere, hvilket i sagens natur også gør det en knivspids mere komfortabelt at være forsvarer.

Ikke desto mindre ligner Virgil Van Dijk også i denne sæson en nøglespiller hos Liverpool.

Vi har set den slags før, og det har ofte været forlenet med klubber i en storhedstid.

Italiensk fodbold, der vel er det fineste universitet for dygtige defensivspillere, har ikke overraskende udklækket en perlerække af giganter gennem tiden.

Franco Baresi i AC Milan er umulig at komme udenom. 20 år i klubben, 15 år på landsholdet og med et utal af titler fra en periode, hvor Milan satte standarden for fodbold på ypperste niveau. Baresi var en formidabel feltherre, ikke af statur, men i kraft af spilintelligens, konsistens og effektivitet.

En anden er Alessandro Nesta, også AC Milan, som på det nærmeste ikke kunne tabe en løbeduel og desuden virkede som om, han kunne stjæle bolden med samme frækhed som en tricktyv på et overbefolket hovedstrøg.

Endelig er der Paolo Maldini, den måske mest komplette forsvarsspiller i fodboldens historie (ja, vi hører dig, Beckenbauer). Aldrig overgået i evne til at positionere sig på banen, indbegrebet af forståelse for defensiven som en enhed og manden bag den legendariske udtalelse: »Hvis jeg skal sætte en tackling ind, betyder det, at jeg har begået en fejl.«

Nådig lodtrækning

Virgil van Dijk og Liverpool fik i øvrigt en nænsom lodtrækning i deres Champions League titelforsvar.

Napoli, Salzburg og Genk burde ikke give meget sved på panden. Men det overordnede billede er så igen i år, at Champions League-gruppespillet ikke kan kaste mange overraskelser af sig, selv om der er lidt dynamit i Gruppe F med Barcelona, Dortmund, Inter og Slavia Prag.

Spørgsmålet er, om de engelske hold også i denne sæson vil kunne have fire blandt de sidste 16 efter en årrække, hvor det var Real Madrid, Barcelona og Atletico Madrid fra La Liga, der vejede tungest ind rent nationalt.

Fodboldens milliardærliga ligner under alle omstændigheder mere og mere et sted, hvor de rige bliver rigere. Og hvor et hold som de danske mestre fra FC København i øvrigt ville være kanonføde – ikke mindst skadessituationen taget i betragtning.