Kulturminister vil have fleksible dopingkarantæner

Kulturminister Brian Mikkelsen er vendt rundt på en tallerken, han ønsker fremover fleksibilitet i strafudmålingen, når idrættens dopingsyndere opdages.

To års udelukkelse. Så enkel er strafudmålingen lige nu, når en idrætsudøver tages for brug af doping.

En af de varmeste fortalere for den enslydende straf til alle, der snyder, har hidtil været den danske kulturminister Brian Mikkelsen, der er medlem af Det Internationale Antidoping Agentur (WADA). Men i et interview med Berlingske Tidende mandag vender Mikkelsen rundt på en tallerken.

- Der kan jo være forskel på, om man bliver afsløret som storsynder i et udspekuleret komplot, eller ved en fejl har taget noget. Derfor vil jeg ikke være imod, at man kigger på differentierede sanktioner, siger Mikkelsen til avisen.

En ny WADA-kode ventes vedtaget på WADA's verdenskongres i Madrid i november.

/ritzau/