Kronprinsen tager otte år mere i IOC

Kronprins Frederik blev udsat for hård kritik, da han i 2009 trådte ind i Den Internationale Olympiske Komité. Nu er han klar på endnu en valgperiode, afslører han over for Berlingske i et eksklusive interview, hvori han svarer på kritikken og giver et sjældent indblik i, hvad han egentlig arbejder med i IOC.

H.K.H. Kronprins Frederik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Kritikken haglede ned over kronprins Frederik, da han i 2009 blev valgt ind i Den Internationale Olympiske Komité (IOC). Som kronprins ville han ikke kunne forholde sig til betændte emner som bestikkelse, nepotisme og statsorganiseret doping, lød det fra idrætsprofessorer, politikere og kommentatorer, og i virkeligheden blev han blot brugt til at kaste glans over en korrupt organisation.

Siden er kritikken taget af i takt med, at IOC især under den tyske præsident Thomas Bach, der blev valgt som Jacques Rogges afløser i 2013, har iværksat et omfattende reformarbejde under titlen Olympisk Agenda 2020, og kronprins Frederik har fundet sig så godt til rette blandt de 115 IOC-medlemmer, at han går efter at sidde i endnu en otteårig periode, når hans medlemskab udløber i 2017.

»Jeg er bestemt åben for at fortsætte. IOC har ændret sig meget til det bedre gennem de syv år, jeg har været med. Det er blevet mere gennemsigtigt og mere åbent,« siger kronprins Frederik i et eksklusivt interview med Berlingske.

»Jeg føler, det er vigtigt, at vi i Danmark beholder den stol i IOC, en dansker har haft kontinuerligt i 100 år. Danmark har ikke automatisk et sæde. Det er ikke arveligt og går ikke bare i arv til en flink eller dygtig dansker, og jeg synes bestemt, jeg har masser at give af.«

Dermed er der udsigt til, at kronprins Frederik i september 2017 forlænger sit medlemskab af IOC frem til 2025, for selve valget er tæt på en formalitet, så længe både han og præsidenten er enige om, at det er en god idé. Og det tyder alt på, at de gør, for da Thomas Bach i 2015 besøgte Danmark, var det med lovprisninger af den danske kronprins’ indsats for IOC. En indsats, der hidtil har været svær at se udefra, men som Kronprinsen her giver et sjældent indblik i.

Er der noget i IOCs charter, De kan sige, De har sat deres eget aftryk på?

»Ja, for eksempel demokrati og etik. Det er måske ikke så håndgribeligt, men det er noget, der har at gøre med den baggrund og de idealer, jeg har som dansker. Man er jo præget af de himmelstrøg, man kommer fra, og der er jeg præget af, at tingene skal foregå hæderligt. Folk skal have lige chancer for at konkurrere. Snyd tolereres ikke.«

Hvordan foregår den proces, hvor De har indflydelse, helt konkret?

»Den foregår oftest derhjemme, hvor jeg via nettet er i visuel kontakt med andre medlemmer, eller hvor jeg sidder sammen med Morten Roland Hansen (Kronprinsens privatsekretær og rådgiver, red.) og taler om, hvad den specifikke sag handler om. Jeg kan så komme med mine input til den arbejdsgruppe, jeg er en del af, og det hele bliver til sidst sammenfattet af en gruppeleder for senere at blive fremlagt for IOCs executive board – altså bestyrelsen.

Eksempelvis lagde præsidenten i 2013 sit 40 punkter lange charter ud til nogle arbejdsgrupper, der behandlede dem og på den måde fik ejerskab over dem, så de blev stemt igennem uden en eneste indsigelse. Det var en meget moderne måde at gøre det på, og der har IOC udviklet sig fra for 20 år siden at være et meget lukket foretagende på niveau med FIFA til at være meget mere åben. Blandt andet kan man på vores hjemmeside se, hvordan kontrakterne med de kommende værtsbyer ser ud, lige som man for eksempel lægger sine regnskaber ud.«

Hvordan har dansk idræt kunnet mærke, at De har været medlem af IOC?

»Godt spørgsmål. Det, jeg kan sige, er, at det er utroligt vigtigt for Danmark at have en repræsentant siddende i IOC. Det er inde bag det glasvindue, man kan sige: »Det der er jeg ikke enig i, og det strider mod det, vi står for.« Befinder man sig indenfor, behøver man ikke få en anden til at sige det for en – altså man behøver ikke få et medlem af en anden nationalitet til at bære sit ærinde frem. Man kan gøre det selv.«

Den kritik, der var af Deres rolle i begyndelsen, er blevet mindre. Hvad tænker De om den i dag?

»Den var hård, men jeg vil sige det på den måde, at jeg ser positivt på tilværelsen, så den har styrket mig, for den har jo ikke slået mig ihjel.«

Påvirkede den Dem dengang?

»Jeg blev overrasket på den lidt ærgerlige måde, men så begyndte jeg at tænke, at det var en meget dansk kritik. Jeg vil ikke sige, at vi hagler hinanden ned, men vi er meget hurtigt kritiske over for de af vores landsmænd, som ønsker at stille op til noget, hvor man taler sit lands sag og egentlig er ambassadør for sit land – uanset om det er mig eller en anden dansker, der ønsker at tage ud i den store verden og arbejde på de ydre linjer. Vi har virkelig brug for, at vi er derude. Det er ikke nok at sige, at vi er de mest lige i verden og har det bedste demokrati. Du kan ikke bare stå udenfor og råbe. Det er som at råbe op mod vinden: Det kan godt være, folk nikker, men de kan ikke høre, hvad du siger. Du skal indenfor i samme stue.«

Og det føler De, De har været?

»Ja!«

Er der noget af kritikken, der ramte rigtigt?

»Jeg vil sige, jeg på mange måder var lige så ubekendt med den olympiske familie, inden jeg blev en del af den, som den danske presse var. Siden er jeg så blevet klogere og har brugt tid på at fortælle Danmark og den danske presse, hvad der sker bag murene. Det var der måske ikke mulighed for tidligere, men jeg er af en anden tidsalder. Jeg mener sagtens, man kan og skal tale om, hvad der foregår.«

Hvad vil De sige, Deres rolle er?

»Jeg støtter ærlighed og transparens. Jeg kan påtale over for et forbund eller en forbundspræsident, hvis der er noget galt. Så kan jeg sige, at de er nødt til at lave noget om. Det er der talrige eksempler på med FIFA som det mest kendte.«

Men kan De godt gøre det? Det har jo været kritikken mod Dem, at De ikke har kunnet fremføre politiske statements eller politisk kritik.

»Der er sket meget i de otte år. Både med IOC og med mig. Jeg har også talt med en del danske medier og andre folk, der kan sprede budskabet om, hvad IOC kan og vil. Der har alle lært noget.«

Man kan vel stadig spørge, om IOC som sådan spiller en stor nok rolle i forhold til, hvor stor opmærksomhed IOC kan skabe?

»Du kan jo sammenligne IOC med De Forenede Nationer, altså FN. Det værste, der kan ske for et land på FNs generalforsamling, er at blive nævnt i kritisk forstand, og det er ligegyldigt, om du er USA eller Uganda. Det handler om prestige, om æren. På samme måde er det med IOC. Vi kan nævne nogle lande og påpege, hvis de ikke gør noget godt nok.«

Og De mener ikke, der er behov for mere, fordi selve italesættelsen af et problem er problematisk nok for det pågældende land?

»Ja, det er pinligt nok for dem. Du skal gentage tingene til udødelighed, så folk ved, at vi ikke bare sagde det i et svagt øjeblik. Det betyder meget, at vi med IOCs nye charter – IOCs »grundlov« – meget nemmere kan påpege det, der måtte stride mod de punkter, vi har vedtaget i IOC. Vi kan sige til eksempelvis et ansøgerland, at »I bliver nødt til at tænke jer om og lade være med at bygge et hav af betonstadioner for at afholde dette arrangement«, for nu bare at give et eksempel.«

De er med i en komité, der skal se på forberedelserne frem mod Vinter-OL i Sydkorea i 2018. Er det den slags, De blandt andet kigger på der?

»Ja, jeg er med i organisationskomitéen til Vinter-OL i PyeongChang, hvor jeg får et utrolig godt indblik i det store benarbejde, der ligger forud for et OL. Vi glæder os jo over, at vi har fuld mulighed for at se billeder, tegninger og mål over anlæg og stadioner, og der ligger altså mange menneskers dedikerede arbejde bag alt det, og det er interessant at være med i den proces...«

... Men jeg mener, skal der også holdes hånd i noget, der...

»Ja, er du sindssyg! Vi kan ikke sanktionere en by og sige, at de ikke må bygge et stadion, men vi kan sige, at vores charter taler om, at man skal tænke sig om, og når der til næste år skal stemmes om OL i 2024, så har vi meget bedre muligheder end tidligere for at påvirke processen. Vi kan ikke fratage en by et OL, når først vi har tildelt det, men vi kan påpege ting, der ikke passer med vores charter.«

Med alle disse gode idealer, hvordan kan man så forsvare, at Rusland fik Vinter-OL til Sochi i 2014?

»Personligt kan jeg sige, at OL i Sochi virkede. De afviklede det godt, og atleterne var superglade for det. De fik ro og fred, og de fik muligheder for at forberede sig, og de fik de forhold, de kunne ønske sig.«

Så det var et godt OL?

»Ja, på den måde var det et godt OL.«

Men det, man kunne kritisere, er jo blåstemplingen af en nation og nogle idealer, som måske ikke er i tråd med IOCs ånd?

»Nu blev det jo afholdt, inden Rusland overraskede hele verden med den forfærdelige dopingskandale, vi nu har set. Vi har en ny situation, og vi kan ikke spole tiden tilbage. Om ikke andet, så havde du en nation, der qua sin organisation havde mulighed for at kreere et helt skisportsområde fra ingenting, hvilket er helt vildt at opleve. Efterfølgende har det vist sig, at befolkningen, der har færre penge nu, end den havde for få år siden, kan tage til Sochi og få sig en skioplevelse frem for at skulle tage til Schweiz eller et andet sted i Europa, hvor det er dyrt. Men at de brugte så eksorbitant mange penge på at etablere det, det ønsker vi naturligvis ikke at se igen.«

Hvad skal verden egentlig med OL?

»Verden skal have noget at se frem til hver fjerde år. Sommer-OL er verdens største sportsbegivenhed, og det skal den vedblive med at være. Det er der rigtig gode muligheder for nu, selv om der altid er slanger i paradis. Man kan ikke hvile på laurbærrene, men jeg synes, organisationen i de syv år, jeg har siddet i den, har udviklet sig i den retning, som min egen vision med IOC også går.«

Så De tager »eight more years«?

»Ja, det ville jeg have det godt med.«