Kronprins Frederik tager otte år mere som IOC-medlem

Der er genvalg til kronprins Frederik, der fortsætter som medlem i IOC i yderligere otte år.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

Kronprins Frederik er genvalgt som medlem af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) for en ny otteårig periode.

Det blev fredag aften besluttet på en IOC-kongres i Perus hovedstad, Lima.

Genvalget vækker glæde hos Niels Nygaard, der er formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

»Jeg er glad for, at kronprinsen tager endnu en periode i IOC og ønsker stort tillykke med genvalget. Vi kan dermed fortsætte det gode samarbejde om at udvikle OL og international idræt.«

»Det har stor værdi for DIF og dansk idræt, at kronprinsen sidder så centralt placeret og kan være med til at præge udviklingen,« siger Niels Nygaard i en pressemeddelelse.

Han fortæller desuden, at kronprinsens genvalg er i overensstemmelse med retningen i DIF's internationale arbejde, hvor der arbejdes strategisk på at få flere danskere valgt til internationale topposter.

Senest er Poul-Erik Høyer blevet genvalgt som præsident for Det Internationale Badmintonforbund (BWF). Kim Andersen er tidligere blevet valgt til præsident for Den Internationale Sejlsportsunion.

»Det er vigtigt at få danskere centralt placeret, så vi med vore danske værdier kan præge udviklingen inden for international idræt.«

»Når vi har danskere på de højeste poster, kan de være med til at sætte en dagsorden og flytte tingene i en positiv retning som eksempelvis at fremme en ren og fair sport,« siger Niels Nygaard.

/ritzau/