Kroatisk VM-spiller dopingmistænkt

Kroaten Davor Dominikovic får ikke lov at stille op ved håndbold-VM, fordi der er opdaget spor af præstationsfremmende stoffer i hans urin.

De kroatiske favoritter ved verdensmesterskaberne i håndbold for mænd må i første omgang undvære venstrebacken Davor Dominikovic, når holdet på lørdag spiller sin første kamp i den indledende gruppe F mod Marokko.

Dominikovic, der til daglig er klubkammerat med danskerne Kasper Hvidt og Lars Jørgensen i spanske Portland San Antonio, skulle ifølge den kroatiske avis 'Vecernji ist' have afleveret en positiv dopingprøve til de spanske myndigheder ved en kontrol den 20. december.

Den 28-årige bagspiller, der var med til at vinde OL-guld i 2004, benægter at have anvendt ulovlige midler. Det kroatiske håndboldforbund vil snarest muligt få Dominikovics B-prøve undersøgt. Viser den sig at være negativ, skulle kroaten ifølge avisen kunne stille op i mellemrunden, hvor holdet meget vel kan ende i gruppe med Danmark.

/ritzau/