Kritisk United-spiller undskylder efter møde med ledelsen
Lisandro Martinez har torsdag holdt et møde med klubbens ledelse og manager Michael Carrick efter sin kritik.

Lisandro Martinez har torsdag holdt et møde med klubbens ledelse og manager Michael Carrick efter sin kritik.

Manchester Uniteds Lisandro Martinez undskylder, at han tidligere på ugen kritiserede klubbens ledelse for manglende aktivitet i sommerens transfervindue.
I et opslag på Instagram skriver han, at han har holdt et møde med ledelsen og manager Michael Carrick. Nu har Martinez indset, at han skulle have valgt sine ord med større omhu.
- Det var en meget positiv samtale, hvor vi havde mulighed for at udveksle synspunkter og tale åbent om det, der skete efter tirsdagens kamp.
- Alle ved, at jeg er et passioneret menneske, og at jeg lever og ånder for fodbold med stor intensitet. Frustrationen over nederlaget fik mig til at give udtryk for, hvordan jeg havde det på det tidspunkt, og jeg erkender, at mine formuleringer måske ikke var de rigtige. Det vil jeg gerne undskylde for, skriver han.
Argentinerens kritik faldt efter Uniteds nederlag på 0-2 til Atletico Madrid tirsdag aften i Champions League.
I et interview sagde Martinez blandt andet, at han havde forventet flere investeringer i spillertruppen i løbet af sommeren, og han langede specifikt ud efter fodbolddirektør Jason Wilcox.
Forsvarsspilleren forsøgte sent onsdag aften at forklare sin opsang med et ønske om at se klubben få succes.
Men han slap altså ikke for en samtale med cheferne.
- Vores klub er bedst, når vi alle står sammen, og jeg erkender, at mine ord i situationen ikke bidrog til det.
- Jeg ved, at hver eneste person i Manchester United gør alt, hvad de kan, for at indfri vores fælles ambition om at skabe den succes, som klubben og dens fans fortjener, skriver Lisandro Martinez.
RITZAU