Første halvleg var næsten slut, da Jon Dahl Tomassons tropper fik en gylden mulighed.
Liverpool-stjernen Alexander Isak snuppede bolden fra det schweiziske forsvar, stormede fremad, og lagde en flad bold tværs gennem feltet til en helt fri Lucas Bergvall, der blot skulle sætte en blød inderside på, for at sende bolden i mål og bringe Sverige i front.
I stedet snublede Bergvall over sine egne ben, og bolden røg den gale vej.
Dermed var kimen lagt til endnu en fiasko for det svenske fodboldlandshold.
Schweiz endte med at vinde kampen 2-0, og Sverige ligger nu nummer chok i deres pulje i VM-kvalifikationen. Bag Schweiz, Slovenien og miniputnationen Kosovo.
Det har fået kritikken til at hagle ned over den svenske landstræner, Jon Dahl Tomasson, der heller ikke ligefrem havde medvind før kampen mod Schweiz.
De svenske fans buhede danskeren af banen, og havde flere bannere med, der kritiserede Jon Dahl Tomasson.
»Gå af, JDT« og »danske idiot« stod der blandt andet på banerne.
Dagen derpå har svenske Aftonbladet lavet en meningsmåling blandt læserne med spørgsmålet om, hvorvidt Jon Dahl Tomasson bør »få sparket«.
»Ja« lyder det fra 85 procent af de 158.366 folk, der ifølge Aftonbladet har svaret.
Det betyder altså, at 134.611 svenskere gerne vil have Jon Dahl Tomasson fyret.
Flere svenske fodboldeksperter mener også, at Jon Dahl Tomasson må stå til ansvar.
»Spillerne løber rundt som skøre kyllinger. Det er et hønsehus. Han skal holdes ansvarlig. Jeg lyder bitter og vred, fordi jeg holder så forbandet meget af dem. Det gør ondt,« lød det for eksempel fra Vipalay-ekspert Bojan Djordjic ifølge avisen Expressen.

Manden, der kan føre Sverige til VM
Ifølge TV2s fodboldekspert Mads Junker spillede svenskerne egentlig en ganske udmærket kamp mod Schweiz. Han formulerede det efter kampen således, at det jo ikke er Jon Dahls skyld, at svenskerne ikke kan sparke bolden i mål.
»Men han får skylden,« lød det fra Mads Junker.
Svenskerne har da også kun fået et enkelt point i tre kampe i VM-kvalifikationen.
Derfor ser det også noget nært umuligt ud for svenskerne at spille sig op på første pladsen i gruppen og dermed snuppe den direkte plads til VM i 2026. Det er stadig muligt, at de blå og gule kan spille sig på andenpladsen og dermed kan kvalificere til playoff kampe.
Håbet om VM er altså ikke helt forduftet for svenskerne.
Og de svenske spillere stod efter kampen fredag last og brast med deres træner.
Blandt andet sagde Liverpool-stjernen Alexander Isak, at de svenske landsholdsspillere bakker op om Jon Dahl Tomasson som landstræner.
»Vi har alle tillid til ham. Vi vil kæmpe sammen. Vi har bedst chancer, hvis vi står sammen,« sagde han.
Jon Dahl Tomasson har kontrakt indtil slutningen af VM kvalifikationen i 2026, men bliver automatisk forlænget, hvis Sverige lykkes med at kvalificere sig til VM.
Efter kampen mod Schweiz udtrykte han forståelse for de skuffede fans, men fastholdt også, at han ikke havde i sinde at forlade posten som landstræner.
»Jeg forstår godt fansene, som vil have resultater og vinde. Der er mange følelser i fodbold. Vi er nødt til at håndtere det som en gruppe, hvor den eneste måde at håndtere det på er at vinde kampe. Jeg tror, jeg er manden, der kan føre Sverige til VM. Vi ses i Göteborg på mandag,« sagde Jon Dahl Tomasson til Viaplay ifølge SVT.