Cykelrytteren Søren Kragh Andersen blev overraskende forbigået, da DSM i sommer skulle udtage sit hold til Tour de France med start i Danmark.

Det offentliggjorde holdet, samtidig med at det kom frem, at Kragh forlader DSM ved årsskiftet.

Forholdet mellem fynboen og det hold, han har kørt for siden 2017, er dog ikke krakeleret af den grund.

»Selvfølgelig er vi på god fod. Jeg er stadig på holdet og kører stadig i trøjen. Jeg tror mest, det er mediesnak. For mig er der ikke noget at sætte en finger på,« siger han.

Senere kom skiftet til Alpecin på plads, og Kragh lægger ikke skjul på, at han glæder sig til de nye omgivelser.

»Jeg ser bare frem til næste år for at være helt ærlig. Jeg har været glad for at være på DSM og nyder selvfølgelig også den sidste tid på holdet.«

»Men jeg havde heller ikke skrevet under med Alpecin, hvis jeg ikke glædede mig sindssygt meget til det. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang med det nye,« siger han.

Også holdkammeraten Casper Pedersen er snart fortid på det hollandske hold.

I stedet skal han til Quick-Step for at lære af landsmanden og leadout-eksperten Michael Mørkøv. Men han har ikke problemer med at holde fokus på sit nuværende hold.

»Det er noget, vi er vant til i den her verden. Men løbsprogrammet har været sat, og vi har fokuseret på at køre godt. I dagligdagen er det ikke noget, der fjerner fokus,« siger han.

Indimellem kan hold se anderledes på ryttere, når de først har meddelt deres afgang, forklarer han.

»På nogle hold kan det godt have indflydelse på løbsprogrammet og så videre, fordi holdene også tænker fremad. Så det kan godt hænde,« siger han.

Spørgsmål: Har du selv oplevet det?

»Nej, det ved jeg ikke, om jeg har,« siger han.

Kragh og Pedersen er to af fem danskere, der deltager i PostNord Danmark Rundt for DSM.

/ritzau/