Kragh efter tredjeplads: Forhåbentlig kan jeg vinde en dag

Søren Kragh Andersen sluttede ti sekunder efter vinderen på lørdagens enkeltstart i Schweiz Rundt.

PLUS På vejen er cykelbrødrene
Søren Kragh Andersen blev lørdag nummer tre på enkeltstarten i Schweiz Rundt. Benoit Tessier/Reuters Fold sammen
Læs mere

Set med danske briller var lørdag i Schweiz Rundt en ganske fin dag.

Selv om det ikke blev til en dansk vinder på 8. etape, hvor der blev kørt enkeltstart på 19 kilometer med start og mål i Goms, så var de rød-hvide farver at finde på anden- og tredjepladsen.

Her var Kasper Asgreen (Quick Step) fem sekunder langsommere end sin holdkammerat, etapevinderen Yves Lampaert, mens Søren Kragh Andersen (Sunweb) var ti sekunder efter på tredjepladsen.

Søren Kragh Andersen er glad for resultatet, men håber, at han en dag kan stå øverst på podiet efter en enkeltstart, siger han til Sunwebs hjemmeside.

- Dagens resultat er selvfølgelig et godt tegn på, at formen er god.

- Jeg er bare glad for, at jeg ligger deroppe og er i god form. Det er rart at konkurrere om et godt resultat, men det er selvfølgelig en lille smule skuffende, at jeg ikke var tættere på.

- Forhåbentligt vil jeg en dag være i stand til at vinde en enkeltstart, siger Kragh Andersen.

Han tilbagelagde de 19 kilometer lørdag på 22 minutter og 8 sekunder.

Kragh Andersen ligger nummer 71 i det samlede klassement, hvor Asgreen er nummer 66. Løbet føres af Egan Bernal fra Colombia, der har 22 sekunder ned til australieren Dennis Rohan på andenpladsen.

Søndag køres sidste etape af Schweiz Rundt, hvor rytterne skal ud på en bjergrig etape.

/ritzau/