Kraftigt haglvejr sætter en stopper for Vuelta-etape
3. etape af Vuelta a España blev aflyst, efter et voldsomt haglvejr ramte rytterne 17 kilometer før målstregen.

3. etape af Vuelta a España blev aflyst, efter et voldsomt haglvejr ramte rytterne 17 kilometer før målstregen.

3. etape af Vuelta a España sluttede mandag brat 17 kilometer før målstregen.
Et kraftigt haglvejr ramte rytterne, og anført af Tadej Pogacar (UAE) og Mads Pedersen (Lidl-Trek) besluttede de at søge i ly undervejs i opstigningen til Font-Romeu i det sydlige Frankrig.
Efter godt ti minutters afbrydelse kom meddelelsen fra arrangørerne om, at etapen var endegyldigt aflyst.
Det blev samtidigt meddelt, at etapen ikke får nogen vinder, og der ikke ville være nogen podieceremoni som planlagt.
På det tidspunkt manglede det sidste stykke af næstsidste stigning, en nedkørsel og en mindre sidste stigning.
Mats Wenzel (Kern Pharma) var sidste rest af morgenudbruddet og havde mindre end et minut til feltet, da haglvejret ramte efter en periode med regn. Lorenzo Fortunato (Astana) var desuden netop sat afsted efter Wenzel.
Forinden havde etapen været knap så dramatisk.
I løbet af en flad og forholdsvis rolig indledning kom seks ryttere afsted i morgenudbruddet.
Heriblandt var ud over Wenzel også danskerne Magnus Cort (Uno-X) og Asbjørn Hellemose (Jayco).
De havde på sit højeste to et halvt minut til feltet, hvor UAE tog størstedelen af styringen.
På vej op ad næstsidste stigning forsøgte grand tour-debutanten Hellemose at komme væk, men det var forgæves, og i stedet hang Cort som den sidste på Wenzel.
Luxemburgeren lignede aldrig en etapevinder, men han kan dog hævde at være forrest, da de hvide klumper begyndte at dale fra himlen. Det skete efter en periode, hvor rytterne i forvejen var kølet ned efter et massivt regnvejr.
Rytterne søgte efter beslutningen om at holde ind hurtigt mod en nærtliggende bygning og fik presset sig ind en efter en, mens arrangørerne tog beslutningen om at aflyse.
Dermed er Pogacar fortsat i den røde førertrøje, når 4. etape tirsdag byder på fire stigninger i Andorra.
RITZAU