Opdateret

Krævende FCK-stjerne vil fastholde imponerende snit

Mohamed Elyounoussi kan blive afgørende for FC København i Champions League, og formen er glimrende.

Mohamed Elyounoussi har bidraget med 51 målinvolveringer i 107 kampe som FCK-spiller. I denne sæson hedder statistikken 10 i 14 kampe. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mohamed Elyounoussi har brugt godt 100 minutter per målinvolvering i denne sæson, og det er en markant forbedring.

I nordmandens første to sæsoner brugte han omkring 165 minutter per mål eller assist for FC København, og det nye gennemsnit må gerne være den standard, man forventer af nordmanden.

Det siger han før FCK's Champions League-premiere mod Bayer Leverkusen torsdag aften.

- Ja, det er vel det forventede. Det er også det, jeg forventer af mig selv, siger Elyounoussi om sine fire mål og seks assister på godt 1000 minutter.

- Jeg stiller store krav til mig selv. Det er også et krav, at jeg bidrager defensivt og som leder på banen. Men det hjælper selvfølgelig, hvis jeg har gode stats ved siden af.

Den 31-årige nordmand forlængede i sommer opholdet i FCK frem til sommeren 2029, og samtidigt blev den frikøbsklausul, som har skabt mange rygter og spekulationer, skrevet ud af aftalen.

- Det har givet ro på, at jeg ved, jeg skal være her. Med en klausul kan der altid ske ting. Men jeg ved ikke, om det har gjort mig bedre. Jeg har altid gjort mit bedste uanset hvad, og det gør jeg fortsat, siger FCK's 10'er.

Offensivkollegaen Elias Achouri er glad for, at "storebror-lillebror-forholdet", som de selv betegner det, ser ud til at fortsætte i en rum tid fremover.

- Han er vores bedste spiller efter min mening. Jeg er meget glad for hans gode start, for vi har virkelig brug for ham.

- Han er et forbillede for mig i min karriere. Jeg kigger især på hans ro og måde at læse spillet på. Han er en snu og klog spiller, der træffer mange gode beslutninger.

- Jeg spiller med mere risiko, så vi kan ikke helt sammenlignes som spillere, men jeg tager ikke altid de bedste beslutninger, så det kan jeg lære af ham. Han giver mig gode råd. Jeg giver også ham råd, selv om han ikke rigtigt har brug for dem, siger en smilende tuneser.

Kaptajn Thomas Delaney sammenligner Elyounoussi med FCK-legenden Jesper Grønkjær.

- Man kan kigge på ham og tænke: "Pyh". Og i næste øjeblik tænker man "wauw". Han har en x-faktor, som man sjældent ser, og han har rutinen til at kunne afgøre kampe.

- Vi læner os opad ham i de store kampe, for han har prøvet mange ting og har et ekstraordinært niveau. Han er en god profil at have. Han fylder meget, men giver også meget, så det er ikke kun primadonna, siger Delaney.

Elyounoussi og FCK åbner torsdag klokken 18.45 Champions Leagues ligaspil med en hjemmekamp mod Bayer Leverkusen.

/ritzau/