Kommentar: Tourens tankeløse overhoved

Hvis Tour de France i årene fremover vil forbedre løbets troværdighed, kunne man passende begynde med at fjerne den kvindagtige furie Christian Prudhomme fra ­posten som direktør.

Når de sørgelige rester af Tour de France-feltet i dag rammer drømmeboulevarden Champs-Elysées i Paris efter tre turbulente uger på landevejen, er der især en skikkelse i det omfattende persongalleri, som vil være stærkt savnet.

Det er, selv om navnet falder lige for, ikke Michael Rasmussen, jeg tænker på. Den danske Tour-rytters kontroversielle exit fra løbet vil for altid have sin egen plads i annalerne, især for et dansk publikum. Men i der er stadig så mange uafklarede spørgsmål om Rasmussens opholdssted i de tre uger op til Tour de France, at vi på denne ydmyge plads lige lader ham hvile i fred.

Nej, det største savn må rette sig mod Jean-Marie Leblanc, den mangeårige Tour-boss, som for to år siden overlod roret til Christian Prudhomme.

Leblancs adelsmærke var ikke bare hans venlige væsen over for både tilskuere, ryttere og egne medarbejdere. Han besad en stoisk urokkelig karisma, hvor redelighed, omtanke og medmenneskelighed var nogle af de ord, som altid stod først for, når man skulle skildre den franske hædersmand.

Radikalt anderledes forholder det sig med Christian Prudhomme, som de seneste par år har gjort ikke så lidt for at omdanne Tour de France til den farce, løbet har udviklet sig til i indeværende årgang. At Prudhomme også har haft mere end en finger med i spillet om Michael Rasmussens udelukkelse ved at lægge pres på Rabobanks beslutningstager Theo de Rooij, er nærmest bare en detalje. For allerede i månederne op til Tour de France viste ledelsen af verdens største cykelløb en nærmest fatal mangel på dømmekraft og ikke mindst konsekvens i samme.

Hykleriet blev skåret ud i krydsfiner, da Bjarne Riis efter sine dopingbekendelser blev bedt om at aflevere den gule trøje for så at blive slettet som vinder af løbet i 1996. Det skete alt imens Richard Virenque, fransk nationalhelt og notorisk dopingfusker, gik fri »fordi han ikke havde vundet løbet«.

Hvis man ville have sine værste fordomme om fransk arrogance og åndshovmod bekræftet, var her en gylden chance. Siden har Prudhomme igen og igen vist, at han i bedste fald handler og taler, før han tænker. Nogle gange gør han ingen af delene. Det er katastrofalt. Ikke bare for Tour de France, men for selve løbets troværdighed i et fremadrettet perspektiv.

Der var allerede inden starten i London eksempelvis rigeligt grundlag for at undlade at uddele et wild card til Astana-holdet, som med Alexandre Vinokourovs positive test for brug af bloddoping til fulde bekræftede enhver forudgående mistro. De faresignaler ignorerede Prudhomme groft. Andre gange igen har Prudhomme bare vist, at han mangler format og overskud, når det gælder om at styre Tour de France igennem insitutionens mest alvorlige brydningstid i en mere end 100 år lang historie.